 |
 |
|
 |
 |
22. februar 2012:
I dag fylder hvalpene fra vores første kuld, Korsika-kuldet, 3 år!
Et STORT TILLYKKE til Columbus, Mille, Asti og vores egen Fanny. Fanny skal selvfølgelig fejres på behørig vis i eftermiddag, når vi alle er samlet igen :o)
5. februar 2012:
Fra morgenstunden kørte Michael, hundene og jeg i Fussingø skov. Det var i håbet om, at der ikke var så mange andre, der havde fået samme ide, for jeg ville gerne tage nogle fotos af hundene i sneen.
Heldet var med os og hundene nød, at spurte rundt med næsen i jorden og de fik såmænd også stampet lidt på isen, der sagtens kunne holde - Michael havde "forstampet" :o)
Når Fifi sådan er i skoven, så tror jeg hun glemmer lidt, at hun er gravid. Hun suser rundt og det er dejligt, at se, at hendes kondition er helt ok.
Her et link til de fotos jeg tog: http://dk.fotoalbum.eu/Fifidong/a675604/slideshow
23. januar 2012:
Fifi er blevet scannet og det er skønt, at kunne fortælle at der ligger en lille flok fine fostre inden i hende :0)
Alle fostre var lige store, med fin moderkage samt fine hjerteblink (hvilket viser, at de små hjerter slår og dermed er levende).
Nu kan vi rigtig begynde at glæde os for alvor og væddemålene om hvor mange hvalpe der kommer er allerede godt i gang :o)
Jeg opretter nu en ny side, der kommer til at hedde: Hvalpe 2012, hvor alle informationer om det kommende kuld vil blive lagt.
16. januar 2012:
Det er slet ikke til at fatte, at vi er midt i januar måned. Når man går en tur i skoven, så er der grønne knopper på nogle af træerne, vintergækker har jeg også set. Vi var i skoven i går ovenpå en god gang brunch, begge hold bedsteforældre var med og hundene nød igen alle de spændende dufte samt at hilse på de mange, mange hunde, der også havde fundet vej til skoven sammen med deres respektive familier. Herligt!
På dagens ridetur så vi også masser af gæs og svaner, men den lokale ræv så vi ikke noget til, han var desværre blevet skudt på weekendens jagt. Det var ellers så hyggeligt, med hans små grave og huler rundt omkring.
13. januar 2012:
I dag da jeg var ude at ride på Elrir, havde jeg taget mit kamera med for at "skyde" et par fotos af de fine følhopper med afkom, der befinder sig på stutteriet. Det er første gang, at jeg har taget hestefotos og jeg brugte kun et par minutter på det, men det er helt sikkert ikke sidste gang, at jeg snupper kameraet med derud. Ude i menuen til venstre har jeg oprettet en side med islandske heste billeder og den er allernederst, man er velkommen til at kigge forbi, hvis man skulle have lyst :o) God weekend til alle der måtte kigge forbi!
12. januar 2012:
Udover dagligdagens mange gøremål, skal der også være tid til hygge og samvær. Det er også noget, som hundene værdsætter. Herunder et foto af hundene, der sover i sengen :o)
Fanny og Fifi.
Fanny og Fifi.
8. januar 2012:
Vi har været på den dejligste skovtur alle 6 (mennesker + hunde!). Fussingø skov holdt for, men vi gik en rute, som vi aldrig har gået før og den var helt fantastisk. Det er utroligt, at en skov som man har travet rundt i, i nu godt 6 år, stadig kan byde på nye oplevelser. Denne gang var vi kommet på en rigtig kuperet rute, med nogle rigtig fine stier. Vi nød det alle i fulde drag og hundene var godt mættede af indtryk, da vi kom hjem igen - og godt beskidte, så de måtte lige en tur under bruseren med deres ben og mave :o)
Derefter kunne vi alle krybe sammen i sofaen og se Ben Hur. Tænk den er næsten 60 år gammel og vandt i sin tid 11 Oscars. Jeg husker, at jeg så den med folkeskolen og syntes, at den var vildt god. Vi var lidt spændte på om den mon holdt, men det gør den. Jens (som havde fået filmen i julegave) syntes også at den var mega spændende og lidt sørgelig. Så det var en rigtig hygge lørdag for hele familien. I dag er vejret knapt så godt, men hundene er jo altid friske på en tur :o)
Vi er jo meget opmærksomme på, at Fifi skal holdes i god form, nu hvor der forhåbentlig er hvalpe på vej. Det er - også - hårdt arbejde med småfolk og det gør det hele lidt nemmere + det reducerer risikoen for komplikationer ved fødslen, hvis den lille mor er i god form.
Vi tror den er god nok :o)
7. januar 2012:
Der er endnu ingen fysiske tegn på om Fifi er gravid, men hendes adfærd har ændret sig lidt, som den har gjort under de to andre graviditeter. Hun får det hurtigt for varm, når hun ligger hos os om aftenen i sofaen. Hun sidder med lårene ud til siden og ser bare sød ud. Hun er igen en "hængetrold", der helst ikke går for langt væk fra os. Bare små tegn, som vi synes vi genkender og som frister os til at tro, at der er små hvalpe på vej. Det bliver bare rigtig spændende når vi skal have hendes scannet den 23. januar! God weekend til alle der måtte kigge forbi denne side.
2. januar 2012:
Vi har nu bestilt tid til ultralydsscanning af Fifi. Det bliver den 23. januar, hvor vi så vil få syn for sag og se om der "er bid" og hun er gravid :o)
GODT NYTÅR og nedtællingen er startet!
1. januar 2012:
Vi havde den skønneste nytårsaften i gode venner lag. Selve dagen var fyldt med dejlige gøremål. Først drog vi alle over til Loffe og hans familie, hvor Fifi og Loffe parrede fint endnu engang. De hang sammen længe og dermed er de bedste forudsætninger på plads for nogle gode hvalpe. Fifi er parret på det helt optimale tidspunkt i forhold til hendes ægløsnng og begge parringer har været gode og vellykkede. Så i morgen bestilles der tid til ultralydsscanning om ca. 3 uger, for at få vished for, om der er hvalpe på vej. Det bliver nogle meget lange uger, men også spændende.
Vi håber selvfølgelig, at der er hvalpe på vej og glæder os allerede meget til mange skønne timer sammen med dem. Vi bruger rigtig meget tid på prægning af hvalpene, så det kan blive gode tillidsfulde, nysgerrige, venlige og dejlige hvalpe, der forlader os, som er fulde af gå-på-mod og glæde ved tilværelsen og som er klar til at møde de udfordringer, der venter forude med højt humør og oprejst pande :o)
Nedenfor er indsat et foto af skønne Loffe.
Efter den vellykkede parring bød Loffes familie på en overdådig frokost og derpå drog vi alle glade videre til Kannestederne i Skagen, hvor nytåret skulle fejres. Nu sidder vi alle bare og slapper af og nyder nogle timers stille eksistens. Begge hunde snorkbobler og har lige haft en vidunderlig oplevelse. Det skønne oksekød, der var tilovers fra i aftes, fik vi med hjem og hundene fik begge en dejlig bøf - de kunne dårligt tro deres held :o)
Jeg har startet en ny nyhedsside, nyhederne fra 2011 kan stadig læses, de er blot flyttet længere ned på menuen ude til venstre!
Skønne Loffe, der nu har parret med Fifi!
Klik på billedet for at se det i en større version.
Skønne Loffe, der nu har parret med Fifi!
Klik på billedet for at se det i en større version.
|
|
 |
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|