 |
 |
|
 |
 |
På denne side kan man læse om vores skønne COBRA kuld. De ældste informationer vil være nederst på siden inkl. hvalpenes stamtavle samt en præsentation af hvalpenes dejlige far: Emil.
På undersiden "Hvalpe fotos" er der links til mange billeder af hvalpene, så man kan følge deres udvikling, både mens de har været her hos os, men også de fotos vi måtte modtage fra hvalpenes færd fremover. Vi takker på forhånd 100000000 gange for nyt om rødderne :0)
Hvalpene er født den 26. maj 2010 og alle er rejst ud i livet for at fortsætte deres tilværelse hos nogle rigtig dejlige familier, hvor vi er sikre på, at de vil få det rigtig godt og blive ligeså højt elskede som de har været og er, her hos os.
Hjertelig velkommen til!
Et af de sidste fællesmåltider hos Fifi - hvalpene er nogle ordentlige krabater på næsten 8 uger ;0)
28. juli 2010:
COBRA´erne fylder 9 uger i dag og vi har taget afsked med de to sidste drenge. Knirke og Henry er nu på vej ud i livet, mod spændende oplevelser og dejlige stunder, sammen med deres nye familier. Her er meget tomt uden dem :0(
Knirke har allerede sendt en MMS besked, med et fint foto af ham, hvor han sover sødt i bilen på vej hjem. TAK for det!
Vi håber at alle hvalpene får et rigtig dejligt liv sammen med deres familier og glæder os over de uger, hvor vi har haft dem hos os. De er alle højt elskede og de vil blive savnet rigtig meget!
Karla har sendt besked om at leverpostejtricket har virket hos hende, så hun nu spiser fint og hun fortsætter med sjove oplevelser og hygger sig rigtigt hos sin familie.
Coco har sendt nyt og flere fotos. Hans familie beskriver ham således:
Coco er nem, glad, kærlig, nysgerrig, dygtig, fræk, sød, dejlig...., ja vi kunne blive ved.
Han er dog ikke vild med at blive børstet, så det er bare med at klø på og forsøge at gøre det til en hygge stund. Det skal nok komme. Han har også haft mange dejlige oplevelser allerede og er også godt i gang med sin alene hjemme træning. Familien fortæller, at når de kommer tilbage efter at han har været alene i nogle minutter (10-15 min.), så møder han dem fra kurven. Så han virker tryg ved det og det er jo en rigtig god start. Det er skønt at høre.
Jeg har oprettet et nyt link under siden med hvalpebilleder. Det hedder "Hvalpene fremover" og her vil vi uploade de fotos, som vi måtte modtage fra COBRA´erne i deres nye liv. Det er en kæmpe familie oplevelse for os, når der tikker nyt ind fra hvalpene og vi siger TUSIND TAK for det vi allerede har modtaget og GLÆDER os utrolig meget til hvad der måtte komme :0)
Jeg har lagt de fotos, som vi just har modtaget fra Coco ind på det nye link og de fotos vi har taget i dag af Knirke og Henry er lagt ind på linket med Uge 9.
Dette bliver hermed den sidste opdatering af denne hvalpeside. Fremtidige nyheder vil fremgå af den "almindelige" nyhedsside længere oppe i menuen til venstre.
26. juli 2010:
Kl. 21.15:
Vi har hørt fra Karla igen og hun har sendt nogle skønne fotos fra sit nye liv. Familien fortæller at hun er glad og fro og at det tegner positivt med omgangen med katten Vernon. Kun spiser hun ikke så meget. Så nu prøver familien det gamle leverpostej trick med at blande en smule leverpostej i hendes hvalpefoder for at se om det ikke kan hjælpe lidt på foderindtaget :0)
Tusind tak til Karla og hendes familie for fotos og nyt. Vi synes at hun ser knaldgodt ud på billederne og ikke mindst glad :0) Karlas foto er lagt ind på albummet med Uge 9.
Knirke og Henry har været med ved Fussingø sø. Jeg gik lidt rundt med hvalpene i snor, mens Michael og børnene badede. Så jeg havde ikke en hånd fri til kameraet, men de små knægte nød at være ude og fik også hilst på to helt små børn samt en lille hund og så fik de jo endnu et par køreture!
Formiddag:
Vi nyder fortsat vores to små drenge i fulde drag. Selv mor Fifi er nu begyndt at ville lege med dem, det har hun ellers ikke villet indtil nu. Men i aftes fór hun pludselig rundt og gøede og legede med dem og havde det herligt :0)
Fanny derimod har jo hele tiden været helt vild med at lege med de små, så jeg tror at de er ret hårdføre på den front. Fanny er blid ved dem, men lyder som et helt kobbel kamphunde når hun ruller sig ud.
Jeg tog lige 2-3 fotos i aftes og de er lagt ind på linket med Uge 9.
I dag skal vi have neglene klippet på knægtene, ud i det blå og opleve lidt nyt og i morgen får vi besøg af gode venner, der har tre børn i alderen 1år til 9 år, så det bliver også sjovt for hvalpene (og børnene).
24. juli 2010:
Vi har hørt fra Venus, at hun også kom godt hjem - sov hele vejen! Hun er kommet godt ind på sin nye hundesøster. Er passende hvalpeunderdanig uden at være bange. Også mødet med de to to-benede søskende på kun 1 og 3 år er gået fint, så det tegner positivt og familien fortæller at de er meget glade for hende og glæder sig til at lære hende nærmere at kende. De har lovet at sende et par fotos inden så længe og vi glæder os allerede til at se Venus i sine nye omgivelser. Tusind tak for meldingen til familien :o)
I dag ville vi udvide gåturene med hvalpene til et mere spændende sted og en tur af lidt længere varighed.
Så de kom i bilen (vi hørte ikke en lyd fra dem på turen - hverken ud eller hjem) og så kørte vi til Fladbro, så de både kunne opleve noget dejligt natur samt se noget "stort vand".
Hvalpene kunne dårligt få poterne ned. De NØD turen i fulde drag og var faktisk rigtig gode til at gå i snor. Kun da vi skulle vende om og tilbage mod bilen igen, prøvede de at fortsætte af den modsatte vej. Men indså straks at det var ALT for kedeligt at blive båret, så nede på jorden igen, så var det bare fremad igen og snuse og løbe og bare nyde livet :o)
I aftes fik Fanny gravet Dahliaen HELT OP og der er nu kun et stort krater tilbage i haven. Dét er Henry bare helt vild med, så det får lov at blive indtil han rejser bort :o)
Jeg har taget endnu en flok fotos og de er lagt ind på linket med Uge 9.
23. juli 2010:
Efter en dejlig morgen hvor hvalpene legede godt sammen og hvor også børn og voksne hyggede sig i haven med alle 5 hunde, måtte vi sige farvel til Venus.
Vi begynder at kunne mærke på de andre to voksne hunde, at de er påvirkede af situationen. "Hvor forsvinder alle hvalpene mon hen???". Fifi peb i går da Coco kørte og i dag, har begge hunde stået og kigget ud af vinduet eller ligget nede ved hoveddøren - som om de venter.
Heldigvis har vi jo to frækkerter tilbage og de leger gerne med Fanny, så humøret trods alt er ok. Nu går der lykkeligvis nogle dage inden vi må vinke farvel til de sidste COBRA´er.
Jeg har lagt lidt flere fotos ind på Uge 9 albummet!
NB. Har igen hørt fra Karla og hun har været på stranden i dag og har knoklet rundt dernede og nydt alle de spændende dufte :o) Appetitten er ikke helt i top, men det er ok her de første dage. For det første er det jo ret varmt og for det andet er det ikke usædvanligt, at appetitten er lidt nedsat de første dage efter at man er flyttet hjemmefra. Desuden så spiser de jo faktisk ikke ret meget, så det kan virke som om de næsten ikke spiser noget :o) Man skal bare være vedholdende med hvalpefoderet, for ellers kan de hurtigt udvikle "kræsenhed" og det er et skråplan når man er en hvalp i vækstperioden og virkelig har brug for de rette næringsstoffer ;0)
Der var 6, der var 5, der var 4, der er 3!!!
22. juli 2010:
Kl. 19:
Vi har nu hørt fra Coco og han sov også hele vejen hjem, bortset fra en lille tissepause. Han har nu indtaget sit hjem og virker glad. Han har også sendt nogle fotos, som jeg har lagt ind på linket med Uge 9.
TUSIND TAK for alle nyheder til de nye hvalpefamilier!
Formiddag:
Også Coco er nu på vej mod sit nye hjem. Ligesom sine søskende, der rejste i går, tog han afsted iført sit splinternye halsbånd og sammen med en familie, der længe har glædet sig til at få sin lille hvalp hjem. Under de omstændigheder er det dejligt at kunne sende sådan nogle småfyre afsted :o)
Vi har allerede modtaget de første meldinger fra både Joey og Karla. Joey sov hele vejen til sjælland, bortset fra et par pitstops undervejs og her i formiddag er der indløbet den dejligste mail fra Joeys nye familie. Af bare glæde og stolthed, så bringer jeg lige et par uddrag af hvad de skriver:
"Joey er utroligt tillidsfuld og følger mig allerede i hælene – når han altså ikke lige sover". "I morges efter morgenmaden og lidt tumlen i haven, gik vi en lille tur (Joey iført sin nye sele, som han fik på uden vrøvl), På vejen mødte vi vores rare nabo (Gunnar), som selv har 2 hunde og 2 katte. Joey drønede lige hen til ham, så han er en hund fuld af mod og selvtillid". "Det er et helt fantastisk forarbejde, I har gjort med hvalpene (det kan jeg jo rigtigt se nu). Joey er min fjerde hvalp – men den første, der fra dag 1 ved, hvad det egentlig er, man skal gøre udenfor (udover selvfølgelig at hygge og lege). Vi har ikke haft noget uheld endnu (men det ved jeg godt ikke holder J)".
Karlas familie har fortalt, at hun også sov hele vejen til Kerteminde, hvor de skulle hente far, lillebror og campingvognen. Inden de kørte videre mod Møn, gik de en lille tur på campingpladsen, hvor Karla var nysgerrig og gik med logrende hale. Hun fik hilst på flere børn og en lille hund og virkede tryg og glad.
Det betyder fantastisk meget for os, at hvalpene får en god start hos de nye familier og vi glæder os til at følge dem allesammen fremover.
Lige nu vil vi rigtig nyde de tre vi har tilbage og glæde os over den tid de stadig bor hos os :o)
Vi har lagt nogle flere fotos ind på linket med Uge 9!
21. juli 2010:
Det er en glædens dag - selv om det ikke helt føles sådan her hos os. Det er en glædens dag, fordi nogle helt igennem skønne og dejlige hvalpe nu er på vej videre ud i livet, hvor de vil møde masser af gode oplevelser og kærlighed sammen med deres nye familier. Vi er heldigvis slet ikke i tvivl om, at de vil blive højt elskede hos deres nye familier og glæder os allerede til at høre lidt om hvordan fremtiden arter sig for de små rødder.
I morges kl. 04.50 da de vågnede og jeg bar dem ud i haven, så sad jeg derude helt alene sammen med alle hvalpene og nød at se dem lege med hinanden, mens solen stod op. Endnu helt uvidende om, at det nu er slut på den første epoke i deres liv. Heldigvis er de godt rustet til at møde verden og der vil sikkert kun gå få dage, så er de helt fortrolige med deres nye liv og omgivelser.
Hvalpene fylder jo 8 uger i dag og jeg har lavet en nyt fotolink, der hedder Uge 9, som vil blive det sidste med fotos her fra os. Så håber vi at kunne lave et link med fotos af hvalpene fremover, hvor vi kan følge dem lidt på afstand i deres fremtidige liv :0) - det vil glæde os utrolig meget at høre lidt fra dem i ny og næ, ligesom det er og har været en STOR STOR GLÆDE at høre fra rødderne fra vores Korsika kuld :0)
19. juli 2010:
... hvor de første rødder rejser videre ud i livet med deres nye familier :o) / :o(
Vi råhygger os med hvalpene her de sidste dage og de får oplevet en masse. De er fortsat ude og gå i line hver dag og er vilde med det. De er også på trimmebordet, for at vænne sig til at blive børstet og kigget efter. De kommer på køreture i bilen.
Nu her har jeg lige været ude og slå græsset og det er de altså ikke helt vilde med. De to store lå og slappede af på terrassen, mens de 6 små lagde sig ind under nogle havestole og betragtede det hele derfra, men det skal nok komme at de vænner sig til det. Fyrværkeri og torden siger de ingenting til, så det er ikke de høje lyde i sig selv, de lige skal vænne sig til.
De spiser også godt af hvalpefoderet og Fifi siger oftere og oftere fra overfor hvalpene. Og det er fint, sådan skal det være, hun er også ved at gøre dem klar til at flyve hjemmefra.
Hvalpemapperne er ved at være på plads og vi har brændt en hel masse fotos over på en DVD (de kunne ikke være på en CD) til hver af de nye hvalpeejere, så har de altid mulighed for at se nogle billeder fra deres hvalps start i livet.
I overmorgen bliver de første to hvalpe hentet og derefter går det slag i slag indtil de sidste to bliver hentet på hvalpenes 9 ugers fødselsdag. Jeg er glad for at vi ikke skal tage afsked med alle hvalpene på samme dag, både for vores og for de to madammers skyld.
Jeg har taget nogle fotos i dag, men kan først få dem uploaded til et fotoalbum, når mine kamerabatterier er ladet op igen, så det bliver først senere i dag eller i morgen :0) - de bliver lagt ind på Uge 8 albummet.
17. juli 2010:
Hvalpene fortsætter deres indlæring. I går var de ude og gå i snor og det var bare sjovt! Ingen satte sig bare på halen og nægtede at gå. Nærmere tværtimod. De gik gerne frem og ville bare ud og undersøge hele baghaven (bag hvalpeindhegningen). Jens og Anna var super gode til at gå med hvalpene og det gik over stok og sten og der blev også snuset godt og grundigt. Det var en lidt underlig oplevelse, at man ikke bare helt selv kunne bestemme hvor man skulle gå hen ad, men hvalpene accepterede det egentlig ok.
Det er dejligt at se, at de har sådan et mod på livet og de nye familier kan godt glæde sig. Det er nogle hvalpe, der gerne vil have oplevelser og som er med på lidt af hvert, de er ikke tilfredse med bare at ligge i sofaen hele dagen, der skal ske lidt - selv om der også skal kæles en hel masse :0)
Jeg har lagt flere fotos ind på linket med uge 8.
I dag står den også på tur i snor og så tager jeg dem med på endnu en tur i bilen. Men i buret til to voksne hunde, så kan de sidde tre i hvert rum.
Nedenfor har jeg sat et foto af Emil, hvor han er 4 måneder gammel. Det har jeg netop modtaget fra Emils familie. Tusind tak for det!
Emil - er han ikke kær?
15. juli 2010:
Hvalpene har igen i dag brugt deres små næser. Vi spredte skinkestrimler ud over græsset og så gik de ellers i gang med stor koncentration. De er allerede helt med på hvad øvelsen går ud på og giver ikke op, før end den sidste strimmel er væk :o)
Der blev også tid til negleklipning og så selvfølgelig masser af leg. Daniel og Laura Sophia tog hjem ved 10 tiden og blev så afløst af Ida, men Jens og Anna jo er her hele tiden. Lige nu har hvalpene fået et dejligt måltid mad og så tror jeg at de skal sove en god sen eftermiddagslur og det skal jeg vist også - det blev kun til 4 timer i nat :0(
Jeg har lagt en hel del fotos ind på siden med Uge 8.
14. juli 2010:
De små rødder fylder 7 uger i dag. Ja, det er faktisk helt utroligt hvor hurtigt tiden er gået.
Dagen kommer til at gå med masser af leg, for både Jens og Anna får venner på besøg, der skal blive og sove i nat og Michael kommer hjem igen i aften - ham har vi ikke set siden i forgårs aftes pga. vagt. Så det bliver dejligt :0)
Jeg har lagt et par nye fotos ind på et nyt link med Uge 8 (http://dk.fotoalbum.eu/Fifidong/a500658/slideshow).
Rent udviklingsmæssigt betyder denne alder for hvalpene, at de går ind i en ny udviklingsperiode og om den skriver Lise Lotte Christensen følgende (kilde: Netdyredoktor.dk):
Af Lise Lotte Christensen
7 til 12 uger Lederprægnigsperiode I denne periode udvikles hvalpens lederprægning. Hvalpens hjerne er nu så veludviklet, at egentlig indlæring kan påbegyndes. Oplevelser lagres som varige erindringsbilleder. De medfødte anlæg er nu i en hastig udvikling, og hvalpen er meget modtagelig for social tilpasning. De fleste hvalpe skifter hjem omkring den 8-10 uge (lovgivningen siger også, at hvalpen må først tages fra tæven, når den er er 8 uger).
Den vigtige prægning skal fortsætte i og udenfor hvalpens nye hjem. Lad hvalpen hilse på venlige, fremmede mennesker med forskelligt udseende. Eksempelvis børn og voksne, folk med fuldskæg, nogle der bærer briller og forskellig hovedbeklædning. Lad også hunden hilse på folk i kørestol med stok og lignende. Opbyg hundens tillid til fremmede uanset, størrelse, køn, alder, form og farve. Lad også hvalpen stifte bekendtskab med andre husdyr. Det er bedst hvis hunden hilser på dyr, som i forvejen er vant til hunde - i modsat fald kan hvalpen eller de andre dyr let blive forskrækkede. Kæl og snak beroligende til hvalpen mens den tager kontakt og undersøger det uvante. Hvalpen er naturlig nysgerrig og initiativrig, og vil gerne undersøge sine omgivelser. Tag også hvalpen med ud fremmede steder og start miljøtræningen. Gå roligt og fornuftigt frem, således at hvalpen ikke oplever det hele på én gang. Begynd med korte, udendørs ture i rolige omgivelser. Vis fra starten, at du er en god flokleder ved at vise hunden hvornår, hvor og med hvem hunden skal omgås. Sørg for at hvalpen får så mange forskellige positive oplevelser som muligt i alsidige miljøer. Tag hvalpen med på legepladsen, i byen og på landet. Lad den køre i bil, bus, tog m.m. Tilvæn den bytrafik (biler, cykler, lastbiler) en tur på gågade osv. Socialiseringen og miljøtræning er meget værdifuld fordi hvalpen vil huske de oplevelser (både gode og dårlige!) den fik i denne periode, resten af dens liv. Når den som voksen står i fremmed situation, vil den huske lignende oplevelserne fra hvalpestadiet (som erindringsbilleder). Gode erindringsbilleder=rolig/glad voksen hund. Dårlige erindringsbilleder (eller hvis den ingen lignende oplevelser havde)=angst eller urolig voksen hund. I takt med de positive oplevelser vil hvalpens selvtillid vokse, og snart vil hvalpen tillidsfuldt følge dig, hvor du end går. Prøv at lad den også gøre sine egne erfaringer, uden at få for meget hjælp. En hvalp som får disse positive oplevelser, vil være godt rustet til at færdes i vores samfund som voksen. Skrøne: Det er en skrøne, at hvalpen ikke må tages med ud før den er færdig med hvalpevaccineringsprogrammet (ca. 16 uger gammel), fordi hvalpen i så fald vil blive syg. Hvis hvalpen i øvrigt er sund og rask, og er i gang med et vaccinationsprogram, kan du trygt tage den med ud efter den 8. uge. De positive oplevelser hvalpen får med mennesker, miljø m.m. er fundamentale for hundens trivsel som voksen, og de overskygger lagt den meget lille risiko der er, for at hvalpen kan blive smittet og syg. Er du i tvivl så spørg din dyrlæge.
13. juli 2010:
Hvalpene og vi har været i vigør hele dagen. For i dag blev dagen hvor hvalpene igen kom på en køretur i bilen, helt ud til Fussingø Skov!
Hvalpene kunne dårligt tro deres egne øjne, da de kom ud af bilen dybt inde i Fussingø Skov. De susede rundt til alle sider og jeg priste mig lykkelig for, at både Jens og Anna var med til at hjælpe med at holde styr på de små. Det er så skønt at se de små vidundere, der simpelthen råhygger sig og forundres over verdens mangfoldighed!
Vel hjemme igen, fik hvalpene serveret et lunt måltid hvalpefoder og så fik de lov at hvile en stund, mens Jens, Anna og jeg igen tog i Fussingø. Men denne gang for at børnene kunne bade i søen - det faldt også i rigtig god jord :0)
Så hjem igen og hygge med hvalpene og gøre klar til at DKK´s ID-mærker skulle komme og chipmærke hvalpene. Han kom og Anna gjorde et super job med kameraet, mens han mærkede hvalpene og Jens bragte den rette hvalp frem til seancen. Men SÅ var de små også færdige! De blev båret ud i haven og fik en dejlig slurk mælk hos mor og så blev de små øjne lukket og hele flokken tog sig en god lang "opladning".
Der er lagt en hel masse fotos ind på linket med Uge 7 af dagens mange oplevelser.
11. juli 2010:
Hvalpene har haft endnu en god weekend. Fredag aften ankom vores gode veninde fra Esbjerg, som vi alle holder meget af, for at tilbringe weekenden hos os. Det resulterede selvfølgelig i, at hvalpene blev kælet rigtig meget med - det var lige noget vi alle kunne holde til i den bagende hede ;o)
Vi kom også på en god tur i Fussingø med de to store hunde og da vi på et tidspunkt kom forbi en kilde, gik Fifi straks ned i vandet og lagde sig ned, mens hun drak og drak af det kolde vand!
I dag har vi haft et super dejligt og hyggeligt besøg af den sidste hvalpefamilie og dermed er hvalpene fordelt til de forskellige hjem og næsten alle har fået et navn af deres nye familie. Hvalpene kommer til at hedder følgende:
Vicinato Asger Jorn (SORT): Knirke (måske??) Vicinato Sonja Ferlov Mancoba (LILLA): Karla Vicinato Henry Heerup (BLÅ): Henry Vicinato Else Alfelt (RØD): Venus Vicinato Egill Jacobsen (GUL): Coco Vicinato Carl-Henning Pedersen (GRØN): Joey
Her sidst på eftermiddagen fik Anna og jeg vaccineret alle seks hvalpe. Coco nåede vi at vaccinere, mens han sov og de andre tog det pænt. Ligefra slet ikke at bemærke noget til at komme med et lille piv. Nu er deres immunsystem så aktiveret og i gang med at danne antistoffer og hvalpene kan komme videre med deres socialisering lige med det samme de kommer hjem til deres nye familier. De skal blot revaccineres når de er ca. 10-12 uger gamle.
Anna fotograferede under hele seancen og der er lagt nogle flere fotos ind på siden med uge 7.
Det var dét!
9. juli 2010:
SÅ blev det endelig sommerferie :o)
Hvalpene bruger en masse tid på at lege og udvikle deres færdigheder, både motorisk og adfærdsmæssigt. Det er rigtig skægt at betragte.
Vi har lavet flere "næseøvelser" med dem. I dag spredte jeg fx. en masse små skinkestrimler ud over græsplænen og det var interessant at se den store koncentration de udviste mens de søgte og rigtig fik brugt næsen.
I går da de var ude i regnvejret, var der ingen af dem, der veg tilbage for regnen. Tværtimod, så var de faktisk ret ligeglade. De ville bare lege og hygge sig.
Det går også fint med at sove uden mor om natten. De får en tallerken opblødt hvalpefoder med ind i hvalpegården, når de bliver "puttet" og så hører vi ikke mere til dem førend næste morgen. Der kommer de så direkte i haven og alle stormer straks ud på græsset for at gøre sig rene og derefter hen til mor Fifi, for at få dagens første mælketår.
Som det fremgår af de fotos jeg har taget og lagt ind på et nyt link med Uge 7, så er hvalpene nu kæmpestore i forhold til da de blev født. Pelsen er også ved at blive lang og trædepuderne er ved at blive mørke. De minder mere og mere om voksne petit´er.
I dag har vi fået SMS fra Kroation, hvor én af hvalpefamilierne pt er på ferie. De ville lige fortælle at de havde været inde på en netcafé for blandt andet at se billeder af hvalpene. Det er så dejligt for os at vide, at alle de nye hvalpeejere er så engagerede i hvalpene og glæder sig så meget til at få dem hjem :o)
Nedenfor er linket til de fotos jeg har taget i dag - for første gang har jeg brugt min zoom linse til billederne: http://dk.fotoalbum.eu/Fifidong/a498379/slideshow
Fuglefløjt og masser af frisk luft.
7. juli 2010:
I går var Michael og børnene hjemme ved hvalpene hele dagen, i øvrigt sammen med de to kammerater, der havde overnattet fra om mandagen. Hvalpene blev blandt andet introduceret til Tour de France, hvor de blev hentet ind enkeltvis til masser af kælen og hygge.
Da jeg kom hjem fra en lang dag på arbejde, fik jeg lov til at tage en lur på terrassen sammen med hvalpene. Det var bare hyggeligt. Efter at de havde moslet rundt et stykke tid, så lagde de sig så tæt, som de kunne komme til op ad mig, og så sov vi allesammen i den friske luft på en madras.
I dag har vi blandt andet prøvet med lidt næsearbejde. Et stykke ost blev skåret i bittesmå stykker og spredt ud over terrassen og de små var helt vilde efter at søge rundt efter det. Deres sanser var helt lukkede af for andre indtryk, mens det stod på.
Hvalpene fylder jo 6 uger i dag og det er meget underligt og trist, at tænke på, at om kun to uger, så rejser de første hvalpe ud i verden, for at starte et nyt liv hos deres nye familier. Når vi ser dem lege og sove sammen nu, uden en bekymring i verden, så er det eneste der gør at vi kan bære tanken, at vi heldigvis føler os trygge ved de familier, der skal danne rammen om hvalpenes fremtid. At de alle udgør gode og kærlige hjem, hvor de små guldklumper vil blive elsket højt.
5. juli 2010:
I går og i dag var og er et par dage spækket med oplevelser og eventyr for hvalpene.
Søndag var hvalpene udenfor næsten hele dagen sammen med resten af familien. De fik stillet vores plastik hvalpekurv op med et tæppe i samt endnu et tæppe på fliserne. Så var der frit valg, når der skulle "oplades" engang i mellem. Og hvalpene vekslede mellem at ligge tæt med søskende i kurven, udfladet på tæppet på fliserne eller blot køle lidt af på fliserne. Hvalpene blev også vejet og vokser alle fint og derefter fik de klippet negle igen, så det er på plads for en stund. Alt i alt en rigtig hyggelig dag.
I dag har hvalpene været på deres første og anden køretur i bil. Vi kørte ind til børnenes Club (SFO) for at hilse på alle børnene. Børnene sad i en rundkreds i clubbens boldgård (så vi havde bare nogenlunde styr på hvalpene) og var blevet instrueret i hvordan man omgås små hvalpe. Et par enkelte børn var lidt utrygge overfor hvalpene først, men det forsvandt nærmest som dug for solen, da de først fik dem at føle :o)
Jeg var nærmest revnefærdig af stolthed over hvalpene. Alle som én, var de rolige og tillidsfulde og gik gerne fra barn til barn og fra arm til arm. Selv om der lød latterbrøl fra børnene når hvalpene lavede noget sjovt og det rungede mod boldgårdens vægge, så var hvalpene ikke til at ryste. Både børn, voksne og hvalpe havde en super oplevelse og vi fik stor tak fra clubben for besøget og selv glæder vi os over, at hvalpene også fik en god oplevelse med mange fremmede børn og så må man ikke glemme, at også Jens og Anna var meget stolte over at få lejlighed til at vise deres hvalpe frem for vennerne ;0)
To af kammeraterne benyttede lige lejligheden til at ringe hjem og få tilladelse til at komme med hjem til os, så vi har mange børn i hjemmet i dag og her om ikke så længe kommer Gaucho´s familie på hvalpevisit (Gaucho er far til vores Korsika kuld fra sidste år). Så jeg regner med at hvalpene er "genopladet" når Jeanette og pigerne ankommer til eftermiddagskaffen, så de kan få endnu en "på opleveren".
Hvalpene tog i øvrigt deres første biltur pænt. Ikke en lyd kom der fra dem på vej ind til skolen (en tur på ca. 10 min), på vejen hjem kom der lidt piben, men så opdagede vi, at vi havde glemt at tænde for bilradioen og det hjalp. De var trætte med rolige, da vi kom hjem og indtil nu har de sovet i over to timer (efter at have indtaget et solidt måltid hvalpemad og gjort sig rene i haven).
Jeg har lagt en del fotos ind på siden med Uge 6.
Hvalpebesøg og tropisk sommervarme ;o)
3. juli 2010:
På denne ekstremt varme sommerdag har vi haft et dejligt besøg af en af de nye hvalpeejere. En rigtig sød familie med tre skønne børn og vi føler os heldigvis helt trygge ved at skulle sende en lille hanhvalp op til nordsjælland, for at bo hos dem :o)
På grund af varmen, var der jo desværre ikke så meget "gang" i de små, men her først på aftenen er de livet lidt op og jeg har taget nogle flere fotos. De er lagt ind på Uge 6.
Jens og jeg har forsøgt at tage nogle uformelle portrætbilleder af hanhvalpene. RØD og LILLA sov, så dem må vi tage fotos af en anden dag :o)
Hvalpene nyder af få besøg og er trygge og tillidsfulde overfor både børn og voksne :o)
Vi elsker at være i haven.
2. juli 2010:
De små hvalpe elsker at være i haven og i det skønne sommervejr, vi har nu, så kommer de dér mange gange dagligt. Det var tydeligt at se forskellen fra da de var ude i eftermiddagstimerne og så da jeg lige havde dem ude her ved 20.30 tiden, hvor der var skygge i haven og lidt køligere. Aktivitetniveauet var meget højere, så de små bliver også påvirkede af varmen.
Da Jens og Anna var kommet hjem fra sidste dag på fodboldskolen, smed de tøjet og havde en god vandkamp i haven, mens hvalpene var derude. Det tog hvalpene med ophøjet ro - jeg tror næsten de nød at få lidt vand i pelsen.
I nat bliver første nat, hvor Fifi ikke skal sove sammen med hvalpene. De bliver fodret af ved 23 tiden og så stiller jeg noget opblødt hvalpefoder ind til dem. Så kommer Fifi og Fanny med i soveværelset og så går vi først ud i køkkenet igen kl. 6.00, når vækkeuret ringer :0) De spiser efterhånden så fint af hvalpefoderet, at det er på tide at give Fifi lidt fred, så det bliver spændende hvordan det kommer til at spænde af!
Har lagt flere nye fotos ind på Uge 6.
30. juni 2010:
I dag kom mormor og bedstefar på besøg og vi havde hvalpene i haven et par gange, mens de var her. De havde ikke set hvalpene siden den dag de blev født, så de kunne rigtig se en kæmpe forskel og udvikling.
Jeg har lavet et nyt album i dag og det hedder Uge 6: http://dk.fotoalbum.eu/Fifidong/a494307/slideshow
29. juni 2010:
Hvalpene er sande livsnydere og leger skiftevis i haven, snupper en lur, leger i køkkenet, snupper en lur..... nå ja, og så er der jo servering af hvalpemad og derefter en dejlig slurk modermælk og dertil mange par hænder, der gerne kæler og nusser. Man skulle have været en hundehvalp ;0)
I morgen fylder rødderne 5 uger og suser derfor ind i en ny udviklingsperiode, som Lise-Lotte Christensen har følgende af sige om (kilde: netdyredoktor.dk):
Af Lise Lotte Christensen
5 til 7 uger Social tilpasningsperiode Hvalpene udvikler indbyrdes selvhævdelse, og finder deres plads i kuldet. Legenes karakter bliver mere voldsomme og hårdhændede, og de udvikler herunder bl.a. dominans og underkastelseslege, som er en del af den sociale tilpasning.
Tæven vil i stigende grad påtage sig førerrollen, hvorunder legen har et mere opdragende formål. Hun kan eksempelvis demonstrere ved at efterlade et kødben midt i flokken. Herefter vil hun typisk afvente en af hvalpenes initiativ til at ville tilegne sig kødbenet. Dette forsøg vil resultere i en øjeblikkelig tilrettevisning. Situationen kan virke hårdhændet, men er væsentlig for hvalpens videre udvikling m.h.t. rangordenen i flokken (familien). Hvalpens interesse for lugte intensiveres i denne periode, idet den begynder at spise fast føde. Den kan nu træne sin lugtesans, og er faktisk i stand til at søge efter godbidder. Hvalpens interesse for at løbe efter, og bringe byttet (f.eks. en tennisbold) tilbage til mennesket udvikles i 6 ugers alderen. Hvalpens intensitet i at løbe efter og gribe kan variere meget. Se også træningspas søgeudvikling. Ører og øjne fungerer nu som de skal, og bevægelserne er nu mere velkoordinerede. Det er vigtigt for hvalpenes udvikling, at opdrætteren sørger for at hvalpene har spændende ting at undersøge og lege med. De bør endvidere komme udenfor og gå på opdagelse i haven. Hvalpe skal stimuleres som beskrevet ovenfor, for at udvikle sig optimalt.
28. juni 2010:
Det første børnene spurgte om da jeg hentede dem fra fodboldskole var: "Skal vi ikke have hvalpene i haven" og selvfølgelig skulle vi det. De nyder i fulde drag at tulle rundt derude, selv om de mest blev i skyggen i dag i den bagende hede. Vi havde lagt to lune tæpper i skyggen, så de fik lov at tage sig en lur udendørs, så længe de lå på tæppet. Jeg bryder mig ikke om at de ligger sig på fliserne eller jorden og bliver kolde, så bærer vi dem ind i køkkenet igen.
Der er rigtig ved at være gang i dem nu. Der lyder de mest drabelige lyde fra dem det ene øjeblik, så et piv eller blot rolige snorkelyde eller lidt "knirken". De er inde i en periode hvor de skal øve sig på dominans og underkastelse og der bliver spillet en del "rollespil". Adfærd der aldrig ville blive accepteret fra en voksen hund, accepteres nu og afprøves, for de skal jo lære spillereglerne for hundeadfærd. Fifi er også - i det små - begyndt at opdrage lidt på hvalpene. Det er hende der bestemmer hvornår de må die og hun kan godt sige fra. Det skal de også lære, poderne og det er ikke let at måtte erkende, at der ikke er "fri bar" hele tiden.
Efter en god lang lur, så sprang de ud på køkkengulvet og så gik den vilde legetøjs leg og igen krydret med adfærdsudviklende skærmysler med de andre hvalpe. Fanny benytter sig af, at hvalpene nogle gange er optaget andensteds og så snupper hun lige et plyslegetøj - hun ELSKER alle bamserne og vil gerne tage med dem med i haven, hvis hun kan komme afsted med det.
Er lige "kommet til" at tage nogle flere fotos og de ligger under Uge 5 ;o)
27. juni 2010:
På denne forrygende sommerdag lykkedes det at samle de fleste af de nye hvalpeejere til et par hyggelige timer og jeg tror godt at man kan sige, at der var flere hjerter der stod i brand :o)
Emil havde også taget turen herover sammen med sin "bror" Bailey og sine forældre og tusind tak for det. Det var rigtig dejligt at se jer alle igen :o)
Også en stor tak til de nye hvalpeejere fordi I kom den lange vej til Randers, det var skønt endelig at få lov at vise de små trolde frem og vi glæder os også rigtig meget til de sidste to familier kommer på besøg om ikke så længe!
Jeg har lagt en masse nye fotos ind på linket med Uge 5.
25. juni 2010:
Hvalpene er MEGET optagede af, og glade for, deres nye legetøj og har haft endnu en dejlig dag med masser af leg i haven og i køkkenet. De har nu indtaget hele køkkenet og der lyder en koncert uden lige, hvis vi lukker dem ind i hvalpegården. Og det er fx nødvendigt når vi skal vaske køkkengulvet, for de er jo ikke helt tætte endnu, de små :o)
Flere fotos er lagt ind på Uge 5.
Pyha.. sikken en varm dag :o)
24. juni 2010:
Hvalpene nyder fortsat livet og er nu MEGET modige, når vi tager dem i haven. I dag havde jeg hjælp af Jens og hans kammerat Johan til at holde styr på "tropperne". De går nu gerne mange meter bort fra gruppen (dog så de hele tiden kan SE resten af banden). Se flere fotos på Uge 5 linket.
Hvalpene er også ved at være færdiguddannede som fodboldfans og jeg tror at de glæder sig til landskampen i aften ("Og det var Danmark.."). Michael og jeg sidder med dem hver aften og de reagerer ikke længere på pludselige udbrud og råben, letter højst lige på det ene øjenlåg, hvis det bliver for hektisk.
Vi tager dem med ind i TV-stuen om aftenen. Sidder med én hvalp ad gangen og kæler med den til den falder i en tryg søvn og så bærer vi den ud i køkkenet og tager en ny med ind. Jeg mener, at det er vigtigt at de lærer, at føle sig så trygge ved mennesker, at de bare giver sig hen og slapper af og i øvrigt falder til ro når de håndteres. Efter min mening skal man kun lege "vildt" med en hvalp udendørs, jeg kan bedst lige at de optræder nogenlunde roligt og fornuftigt indendøre og det kan de ligeså godt lære først som sidst :o9
23. juni 2010:
I aften er det allerede Sct. Hans aften og heldigvis ser det ud som om vejret er med os :o)
I dag har jeg haft fri fra middag og har købt en stor bunke lækkert hvalpelegetøj. Hvalpene havde jeg ude inden jeg hentede børnene og fra den seance er der en masse nye fotos samt et par fra i aftes. De er i et nyt album, der hedder Uge 5 idet hvalpene jo går ind i deres femte leveuge i dag og dermed er 4 uger :o)
Lige nu sidder Jens og Anna i hvalpekassen og leger med hvalpene og kan berette, at deres tænder nu for alvor er på vej frem - så der skal nok blive god brug for alt legetøjet, så de kan få gnubbet gummerne lidt.
Nu kan alle hvalpene også komme ud af hvalpekassen ved egen hjælp og nogle kan endda selv komme tilbage i kassen igen, så fra nu af bliver det nødvendigt at lukke rampen til hvalpegården, når hvalpene skal være alene en stund. Det er for at undgå, at de skal komme til skade når vi ikke lige kan holde dem under opsyn og om natten. Resten af tiden har de enten fri adgang til vores køkkenalrum eller kan komme ud i haven, så det kommer ikke til at skorte på oplevelser og om et par uger skal vi også på ture i bilen og træne i at gå i snor og andre gode ting.
Vi er også lidt spændte på om de kan lade Annas fine rose være i fred, den er en erstatning for den rose, som Korsika kuldet fik gjort kål på sidste forår. Den er så fin og hun er meget stolt af den, men mon ikke det går.
Hvalpene begynder nu også rigtig at lege, små brydekampe opstår rundt omkring og de er også udforskende i deres adfærd. Fx. var alle mand lige forbi for at kigge ind i en stor sort plastik urtepotte, som vi havde lagt på græsplænen. Det kræver lidt mod, at stikke hovedet ind i en helt sort tingest for at se hvad der måtte gemme sig derinde.
Nu er det også ved at være tid til at vi vil tage hvalpene ud igen og servere en gang opblødt hvalpefoder for dem!
Her linket til dagens billeder: http://dk.fotoalbum.eu/Fifidong/a490194/slideshow
22. juni 2010:
De små vokser fortsat fint og dagligt holder jeg øje med halsbåndene, for de skal jo løbende justeres så de ikke bliver for stramme.
Det går så stærkt med deres udvikling og nu er hvalpene efterhånden ret sikre på benene, når de er på græsplænen. I dag så vi flere af dem, der løb nogle skridt og man kunne se, at de var meget stolte bagefter og også lidt forbløffede over, at de rent faktisk kunne.
I morgen regner jeg med, at vi skal forsøge at børste hvalpene med en blød børste for at vænne dem til det og det varer heller ikke længe, inden de skal have klippet negle igen igen!
21. juni 2010:
Vejret har jo været helt fantastisk i dag og vi besluttede, at fodre hvalpene i haven - det sværeste ved dét, var at holde de to store hunde væk fra tallerkenen :o)
Hvalpene nød rigtig den varme sol og at kunne løbe lidt omkring. De er også begyndt at komme ud på køkkengulvet, men det er stadig lidt glat for dem - fodfæstet er bedre på græsset.
Fotoalbum.eu har pludselig indført restriktioner på deres album, så jeg håber at de album, som jeg allerede har lavet stadig virker. Men har i dag ellers oprettet et nyt album, der hedder Uge 4 nr 2. Her er linket:
http://dk.fotoalbum.eu/Fifidong/a489047/slideshow
20. juni 2010:
Hvalpene sover stadig rigtig meget. De skal jo stadig bruge tid på at modne og vokse samt bearbejde alle de mange nye indtryk, de præsenteres for hver dag.
I dag har de igen leget med børn og øvet i deres "hundekompetencer". Der øves i små brydekampe og masser af kontakt til alle søskendene og de store hunde. Det gør ondt når man bliver bidt i et øre, men det er hyggeligt at ligge tæt og man skal lære det alt sammen :o)
Jeg har lagt nogle få nye fotos ind på Uge 4.
NB. Skulle der være nogle af de nye hvalpeejere, der ligger inde med gamle aviser, så aftager vi dem med kyshånd, når vi ses den 27. juni - hvalpene skeler ikke til om det er Politikken, Jyllandsposten eller måske en lokalavis ;o)
19. juni 2010:
Fra morgenstunden sad der tre børn i hvalpegården og hyggede med hvalpene og bagefter blev alle seks (hvalpe) vejet. De vokser flot og de første to er nu ovre 1500 grams mærket og de andre følger tæt efter :o)
Jeg har lagt en del nye fotos ind på linket med Uge 4.
18. juni 2010:
Det er skægt at se de små Cobra´er når der kommer fast føde "på bordet". Deres små kroppe sitrer næsten og de spiser alle med rigtig god appetit. Hvorefter de er smurt godt og grundigt ind i foder, for det er jo åbenbart nødvendigt at spadsere rundt i tallerkenen og helst også tvære hovedet lidt rundt i foderet :0)
Det nyder Fifi og Fanny til gengæld godt af bagefter. Fifi spiser resterne, mens Fanny ligger sig på madrassen sammen med alle hvalpene og vasker dem med nænsom tunge, så det hvide kommer frem igen og de igen ligner små petit´er.
Line Sol (Annas veninde) sover her i nat og det er nok en uges tid siden hun var her sidst, så hun var helt overrasket over at se, hvor meget de små er vokset. Vi andre registrerer det jo på en anden måde, når vi er omkring dem hele tiden.
I dag da jeg støvsugede i køkkenet, lagde jeg mærke til at hvalpene slet ikke reagerede på den monotone lyd, men de hører den selvfølgelig også hver dag. Desuden spiller radioen i køkkenet hele dagen og hele familien er jo også derude de fleste af dagens timer, så hvalpene er vant til snak og latter og pludselige udbrud, telefoner der ringer, børn der synger og råber og HjemIs bilen der ringer og hvad der ellers er af lyde i dagligdagen - store hunde der gør, når vi får gæster etc. etc.
17. juni 2010:
Èn af de nye hvalpeejere fortalte, at de nogle gange havde svært ved at skelne hvalpene fra hinanden på billederne (og det tror da pokker!) og jeg ved at også familien herhjemme nogle gange kan komme i tvivl om hvem der er hvem. Derfor valgte jeg efter en pludselig indskydelse, at give hvalpene deres halsbånd på i dag. Halsbåndene er sikkerheds halsbånd, så de burde åbne sig, hvis hvalpene skulle hænge fast i noget. Nu skulle det også være muligt på de fleste fotos, at se et glimt af halsbåndet og dermed hvalpens farve :o)
Hvalpene har slet ikke reageret på halsbåndene, jeg tror simpelthen at de er så mættet af andre indtryk, at de slet ikke har bemærket hvad der er sket ;o)
Madde (Madeleine) fra Annas klasse var med hjemme i dag og alle børnene, både de to- og firebenede hyggede sig i haven og det samme gjorde alle de voksne, både de to- og firebenede!
Flere fotos er lagt ind på albummet med Uge 4.
16. juni 2010:
Så er det endegyldigt slut med fødekassen for COBRA kuldet. Flere af hvalpene kunne nu komme ud ved egen hjælp, så vi valgte at fjerne den helt fra hvalpegården og i stedet få lagt aviser ud. Og hvalpene har allerede fanget fidusen: når de skal tisse, så springer de lige ned af madrassen og forretter deres nødtørft på aviserne - der skal være helt rent i "hulen".
Børnene og jeg havde hvalpene ude igen i det gode vejr. 30 minutter blev det til i den friske luft. Det er tydeligt at hvalpene gerne søger kontakt hos os og det er bare skønt. De er simpelthen bare så nuser og nogle små kælepotter.
Derefter en god lur og så var det tid til at præsentere småfolket for en tallerkenfuld hvalpemad opblødt i vand. Det tog de egentlig ret pænt imod og de vil nu i den næste uges tid, dagligt få tilbudt sådan en tallerkenfuld. Det vil aflaste Fifi lidt og de smås tarmsystem er nu modnet så meget, at det kan håndtere fast føde.
Jeg har taget en lang række fotos i dag og de er lagt ind på et nyt fotoalbum, der overraskende nok hedder Uge 4. For hvalpene er jo 3 uger i dag (HURRA) og tager dermed hul på deres fjerde leveuge og en ny udviklingsfase. Om den siger Lise Lotte Christensen fra Netdyredoktor.dk følgende:
Af Lise Lotte Christensen
3 til 5 uger Flokprægningsperiode Hvis hvalpene var født i en hule (som vildhunde eller ulve), ville de komme ud af hulen og møde resten af flokken omkring det 21. døgn. Man kalder denne periode for prægningsfasen, fordi hvalpen bl.a. lærer hvilken art den tilhører. Hvalpen skal således lære, at den tilhører arten hund, men at den også skal accepterer mennesket som en del af dens flok.
I denne periode er det derfor vigtigt at hvalpen, udover kontakt til artsfællerne, også får megen kontakt med venlige mennesker (både børn og voksne). Opdrætteren bør regelmæssigt tage sig enkeltvis af hvalpene. Det vil sige at isolere hvalpen fra den øvrige flok, og bringe den til et sted, hvor man i fred og ro kan koncentrere sig om hvalpen. Nær kropskontakt, berøring, tale og nusse med hvalpen er meget vigtigt, og man kan samtidig undersøge hvalpen.
14. juni 2010:
Der var dejligt varmt i haven da vi kom hjem og vi traf en hurtig beslutning om at tage hvalpene med ud på græsplænen. KÆMPE OPLEVELSE for alle seks. De snusede og gik lidt rundt. I præcis 10 minutter, så bar vi dem ind igen og allerede på vej ind i køkkenet sov de, mættet af indtryk.
Se fotos af begivenheden på Uge 3 siden!
13. juni 2010:
I dag var der fødselsdag hos én af Annas klassekammerater. 3 af pigerne mødtes herhjemme først, så der stod den på hvalpehygge. Siden har alle hvalpene fået klippet negle igen og nu ligger Jens og hans ven Lukas i hvalpegården og hygger med de små.
Hver dag har jeg desuden alle hvalpene ude enkeltvist og sidder med dem en stund, mens jeg mærker dem igennem. Føler deres poter, ører, haler, hele kroppen efter. Mens jeg taler til dem. For at vænne dem til at blive rørt over det hele - det skulle gerne lette soigneringen senere hen, for da det er en pelshund, så skal den jo redes igennem 1-2 gange om ugen og desuden have klippet neglene etc.
Hvalpene er også blevet vejet og de vokser fint og er stærke og livlige.
De er alle meget trygge og det er helt tydeligt, at de er vant til at blive håndteret og så har de jo både mor og storesøster, der gerne pusler dem og holder dem med selskab. Vi har også fået taget en god tørn i haven, så nu kan vi snart få sat hvalpehegnet op og få de små med en tur i haven. Det glæder vi os alle til :o)
Nedenfor det syn, der mødte mig i fødekassen da jeg skulle i seng i aftes. Søster Fanny med alle sine små søskende i skøn forening.
12. juni 2010:
Vi har haft en lind strøm af besøg i dag. Fra morgenstunden var Clara jo her, fordi hun havde overnattet hos Anna. Så hvalpene lagde stærkt ud med en kælesession.
Så fik vi et barselsvisit af gode venner og hvalpene blev her også introduceret til et lidt yngre barn (Sebastian). Han var bare så sød og forsigtig med hvalpene og de tog ham straks til sig :o)
Senere igen blev Clara og Anna hentet af Claras mor og lillesøster, Alma. Alma er kun ca. 15 måneder gammel og hun blev vildt forelsket i hvalpene og de syntes at hun var en sjov størrelse. Det er så godt for dem at møde børn i forskellige aldre. Én af tævehvalpene (Venus) skal bo hos en familie med to små børn, så der skal nok blive liv og glade dage. Familien har allerede en voksen Fauve de Bretagne og har før haft petit, så de er helt klar over hvad det indebærer med sådan en hvalp og vi er sikre på at lille Venus, nok skal blive ellevild med sin nye familie, når tid er.
Fanny insisterer nu på at ligge hos hvalpene stort set hele tiden. Så Fifi nyder at kunne ligge sig lidt rundt omkring og blandt andet gnaske i den barselsgave (tyggeben) som Sif og Sebastian og co. havde med :o) En stor tak for den gave, skulle jeg hilse og sige fra "de to store".
Jeg har lagt en del nye fotos ind i fotoalbummet med Uge 3!
11. juni 2010:
Endnu en uge er suset forbi og vi kan se frem til et par dage i familiens skød.
I morgen får vi gode venner på besøg/barselsvisit og så skal vi ellers i haven. Vi har ikke nået at tage en ordentlig tørn i haven og det må vi til i morgen, for i løbet af de næste 1-2 uger så forventer jeg, at vi begynder at tage hvalpene ud i haven, så de rigtig kan få brugt deres sanser. Og så skal vi have lavet en ordentlig afgrænsning af haven til hvalpene, så de ikke smutter ud gennem det eksisterende hegn, hvor maskerne er for store til at holde sådan nogle hvalpe indenfor.
I dag/aften har Anna sin veninde Clara med hjemme og de tre børn har hygget med hvalpene og Michael og jeg har også siddet og svømmet hen over dem. Lige nu er de ved at spise hos Fifi, men når de er færdige så vil vi tage hvalpene med ind i stuen og sidde med dem (på skift). Det prøvede jeg i forgårs og Fifi accepterede det ok. Clara sover her i nat og det sidste de sagde inden de blev puttet var, at I morgen skal de bare op og lege med hvalpene :o)
Clara hygger med LILLA.
10. juni 2010:
Hvalpene er nu gået ind i deres 3 leveuge og det er som om nogen har svunget en tryllestav over dem :o)
Nu kan de alle pludselig gå (mere eller mindre sikkert) og det kan være en vanskelig opgave at "fange" dem med kameralinsen. De små øjne har åbnet sig. Øjnene er ikke "modnet" helt endnu og synet er derfor ikke særligt godt, men det er alligevel en KÆMPE forskel for de små.
Fanny har også fået mere mod og tør nu snuse til hvalpene og sørme om hun ikke også gerne vil slikke dem rene og nusse dem. Fifi tillader det, som den gode hund hun er!
Vi har jo stillet hvalpgården op, men efter den første nat, så valgte jeg alligevel at sætte fødekassen ind i hvalpegården igen. Jeg var simpelthen bange for, at hvis en hvalp skulle komme for langt væk fra de andre, at den så ville blive for kold.
Tidligere på aftenen var jeg inde og putte menneskebørnene og kom så ud i køkkenet igen bagefter... og der fik jeg nærmest et chock. I fødekassen lå ingen anden end FANNY sammen med alle sine små søskende. Hun lignede godt nok lidt en tyv i ansigtet ("mon det går det her?"), men hun var utrolig forsigtig med de små og meget omsorgsfuld. Men jeg måtte alligevel tage hende ud af kassen, da hvalpene skulle have et måltid hos mor Fifi :o)
I dag har børnene ikke haft kammerater med hjem og det har nok været meget godt, at det kun er os der har været omkring hvalpene med det kolossale udviklingsspring, de har taget i dag.
Michael har været hjemme ved dem hele dagen, både i går og i dag og i går måtte han køre to gange til skolen for at kunne have alle børnene med hjem. I morgen kommer Annas veninde Clara og overnatter, så de små får alle de kram og knus og kys, som de overhovedet kan rumme - jeg tog også mig selv i, at sidde i hvalpekassen i over to timer i aftes og kæle med hvalpene på skift. Det føltes kun som et øjeblik, men pludselig var der altså gået 2 timer :o)
Nedenfor et link til et nyt fotoalbum med fotos fra Uge 3:
http://dk.fotoalbum.eu/Fifidong/a483841/slideshow
En flok livlige banditter :o)
8. juni 2010:
I dag har været en meget begivenhedsrig dag for hvalpene. Nogle af dem er begyndt af titte ud i verden, endnu kun gennem små sprækker, men det er alligevel en stor ændring i deres liv og vi vil rigtig kunne se en forandring over de næste dage.
I dag syntes LILLA også, at hun lige ville på tur udenfor fødekassen :o) Så børnene og jeg måtte fluks have hvalpegården rengjort og sat op, så nu ligger hele familien og nyder livet på gulvet i hvalpegården her ved siden af mig. Dejligt!
Jeg har taget endnu en flok fotos og lagt dem ind på siden med Uge 2.
7. juni 2010:
I går tog børnene og jeg, Fifi og Fanny med i Fussingø. Det elsker de begge og det var tydeligt at også Fifi nød, for en stund, at have tankerne på noget andet end hvalpene. Hun fik både soppet og skældt lidt ud på nogle ænder og ellers bare snuset og snuset og snuset :o)
Hvalpene fik afsluttet deres ormekur og nærmer sig nu 1 kilo mærket. Blandt de to-benede venter vi nu spændt på hvem der først åbner sine øjne. I aftes så jeg på et tidspunkt et svagt lysglimt i GRØNs øjne, som tegn på at der var en lillebitte sprække. Det kan meget vel blive i morgen at vi får mulighed for at se "sjælens spejl" i en af de små fyre.
Jeg har ikke taget fotos af hvalpene i dag, men har i stedet taget nogle fotos af motiver i naturen. Dertil har jeg oprettet et nyt link, der er lagt ind under siden med "Årstider" samt her nedenfor. Der er foreløbig dog kun 4 fotos på linket:
http://dk.fotoalbum.eu/Fifidong/a482351/slideshow
De små spiser, sover og vokser!
6. juni 2010:
Vi har nu set flere af hvalpene rejse sig op på alle fire ben og stavre nogle skridt rundt i fødekassen. Der er endnu ikke helt styr på det, men de prøver og jeg synes at det er tidligt at de er så dygtige.
Har lagt nogle flere fotos ind på linket med Uge 2.
4. juni 2010:
De små hvalpe nyder i sandhed livet og det samme gør vi, man kan simpelthen ikke andet med sådan nogle størrelser i huset :o)
Der står nu altid en hær af børn, som gerne vil med hjem når jeg henter vores børn fra skole. I dag blev det så to "gengangere", Ali og Line Sol. De kunne begge tydeligt se, at hvalpene var vokset i forhold til sidst de var her - og det går også bare så stærkt, så stærkt.
I dag har alle hvalpene fået klippet negle og er påbegyndt en 3-dages ormekur. Det tog de nu helt pænt. Der var ikke én eneste der brokkede sig og heller ikke mor Fifi, sagde noget til denne håndtering af hvalpene.
Jeg har lagt et par nye fotos ind på linket med Uge 2.
En lille mester ;o)
3. juni 2010:
Hvalpene har nu fine runde maver og vokser bare så flot. De små næser er ved at blive sorte og nogle af hvalpene begynder også at få lidt pigment på trædepuderne.
I dag har de fået læst af Anna og hendes veninde Mei, efter at de havde kælet og nusset med hele hvalpebanden. Også Meis lillesøster Maja, var på besøg og hun nød også at ae de fine små nisser. "Vi har aldrig set sådan nogle små hvalpe før" sagde pigerne og glæder sig allerede til de kommer forbi næste gang.
Jeg har lagt en del nye fotos ind på linket for Uge 2.
Så fylder de små allerede 1 uge....
2. juni 2010:
Så blev det endelig sommer!
I dag starter de små røvere på deres anden leveuge, fantastisk som tiden dog flyver. De har nu fordoblet deres vægt og trives flot. Det er et meget harmonisk kuld og det er en fryd at se dem ligge i en bunke og hygge sig.
I denne uge skal de have ormekur - 3 dage i træk, så det bliver spændende hvad de siger til det og sidst på ugen, vil de så småt begynde at åbne øjnene. Det glæder vi os til, det er forunderligt som det ændrer deres personlighed, at de også kan benytte sig af synssansen.
Både i går og i dag har børnene kammerater med hjem og fødekassen virker som en magnet på alle børnene. Fifi er nu efterhånden fuldstændig afslappet omkring børnenes venner, for hun kender jo vennerne og kan mærke at de er rolige og gode ved hvalpene. Når bare man tager sig tid til at fortælle børnene hvad det hele drejer sig om og hvordan de skal håndtere hvalpene, så går det fint og vi kan alle føle os trygge :o)
Jeg har nu oprettet et nyt link til hvalpebilleder. Det bliver billederne fra Uge 2. Se herunder eller på hvalpebilledsiden:
http://dk.fotoalbum.eu/Fifidong/a479632/slideshow
31. maj 2010:
I aftes da jeg gik i seng pustede Fifi ekstra meget og jeg målte hendes temperatur til 38,6 C. Vi havde haft besøg af farmor og farfar og jeg tror at uro´en var lidt for meget for hende, så det fik hendes temperatur til at stige lidt. Fifi er jo vores lille mullermus og Michael og jeg blev lidt bekymrede, så Michael havde heldigvis mulighed for at arbejde hjemmefra i dag og i morgen kan jeg holde fri det meste af dagen. Vi må jo prøve at strække vores ferie og etc. mest muligt, så vi får det optimale ud af det i denne tid.
Efter en god nats søvn og masser af ro er Fifi dog helt ovenpå igen og meget glad og livlig, så det er bare skønt. Her til aften havde Michael hende ude på en gåtur i det skønne vejr og han sagde at hun bare nød det i fulde drag. Til gengæld stod Fanny og spejdede efter hende og var lige ved at blive urolig for hvor mor nu var henne. Fanny har dog også i dag været på tur i Fussingø, så hun har haft en super oplevelse og fået brugt både krop og sind.
Midt på dagen havde jeg mulighed for at afspadsere lidt og kunne tage imod Berit og Søren (Emils ejere), der lige kikkede forbi for at se de små. De var også meget betagede af alle seks og glæder sig allerede til vi holder "Åbent hus" for hvalpenes nye ejere den 27. juni, hvor de også kommer forbi med Emil (jeg sender mail ud om dette arrangement snarest muligt).
Jeg har lagt nogle få nye fotos ind på linket for uge 1. Blandt andet ét af Annas veninde Ida, der også er helt forelsket i hvalpene - og hvem kan lade være med at være det :o)
30. maj 2010:
Inden der overhovedet sker andet om morgenen valfarter hele familien ud i køkkenet for at sidde og kæle med hvalpene. Så kryber de ned under min dyne og sidder og nusser med de små. Vi kan også mærke, at hvalpene hurtigt falder til ro. Børnene er helt klar over, at de skal holde hvalpene tæt ind til kroppen, så de små kan føle kropsvarmen og lugte hvor de er henne. Samtidig føler hvalpene sig trygge, når de kan mærke, at man har et godt stabilt greb omkring dem. Fifi holder øje, men accepterer fuldstændig at vi holder hvalpene, når blot vi sidder på gulvet lige ved siden af fødekassen (se fotos nedenfor - 3 stk.).
Vi har allerede indført, at man holder forskellige hvalpe hver gang. Både så vi sikrer at alle hvalpene kommer "i hænder", men også så de lærer forskellige personers dufte at kende. Og så er det jo bare SÅ hyggeligt, at kæle og nusse med rødderne :o)
Vi er nu også klar med stambogsnavnene til dette kuld og vi vil hermed gerne præsentere vores: COBRA kuld.
Alle hvalpene bliver opkaldt efter danske COBRA kunstnere, som vi er meget begejstrede for i vores familie.
Her kommer hvalpene i fødselsrækkefølge med angivelse af deres farve samt stambogsnavn (de nye ejere kan selvfølgelig kalde hvalpene lige hvad de vil i dagligdagen):
Vicinato Asger Jorn (SORT) Vicinato Sonja Ferlov Mancoba (LILLA) Vicinato Henry Heerup (BLÅ) Vicinato Else Alfelt (RØD) Vicinato Egill Jacobsen (GUL) Vicinato Carl-Henning Pedersen (GRØN)
Nattøjstrold med baby :o)
Fra venstre mod højre:
GRØN, LILLA, GUL, RØD, BLÅ og SORT
"Det er den dejligste morgen i 100 år!"
29. maj 2010:
Ja, det er svært at holde armene nede, med sådan nogle små guldklumper i huset. I nat har vi fået god søvn. Fifi har kun været ude to gange og er nu ved at være ovenpå igen og forlader af og til fødekassen for en kort bemærkning - især når Michael står ved køkkenbordet. Det kan jo hænde, at der falder noget på gulvet :o)
Hver gang jeg har luret over i kassen i løbet af natten har der hersket fred og ro og man kan blot høre små smaskelyde og nogle grynt fra tid til anden, det er rigtig hyggeligt.
Det er nu også lykkedes at få taget nogle fotos af hannerne og de har fået tildelt farver. Farverne svarer til det halsbånd, som de får på når vi når dertil. Den førstefødte hedder nu SORT, den lille dreng, der kom som nr. 3 hedder BLÅ og de to sidstfødte har fået farverne GUL (nr. 5) og GRØN (nr. 6). Billederne er lagt ind på linket med uge 1.
I dag har Fifi også forsigtigt fået vasket bagparten med en mild shampoo og er dejlig fin. Det skal gøres hyppigt her i den første tid, for at fjerne det flåd der kommer her efter fødslen. Hun har det heldigvis godt og er faldet rigtig godt til i moderrollen igen og hvalpene tager fint på og er kraftige og stærke, så hun har igen godt med mælk :o)
OBS! Endnu en han er klar med sit kaldenavn. Han skal hedde: Coco, når han flytter hjem til sin familie til sommer. Endnu et rigtig dejligt navn til en petit :o)
28. maj 2010:
Kl. 16.20:
Da jeg hentede børnene i dag efter skole, var der (ikke uventet) et par kammerater, der gerne ville med hjem. Så Jens og Anna har hver sin ven med hjem og pigerne har hjulpet med at tage nogle billeder af tævehvalpene, der nu hedder RØD (født som nr. 4) og LILLA (født som nr. 2). Vi er ikke nået til hannerne endnu, det bliver måske først i morgen, da det jo lige skal passes ind med Fifi. Hun har nu taget det virkelig pænt med at lade børnene ae hvalpene og også holde et par stykker af dem. Billederne er lagt ind på linket til uge 1 ;0)
Kl. 9:
Hvalpene og Fifi (og os andre) har haft endnu en god nat. Fifi virker lidt friskere her til morgen, puster ikke og er knapt så varm, så vi håber at det nu bare går fremad herfra med hende. Hun pusler og plejer de små og er en meget omhyggelig og kærlig mor. Alle hvalpene vokser fint og ser dejligt veltilfredse ud, med fine faste kroppe og blanke pelse :o)
I løbet af dagen får jeg nok lige knipset et par fotos. Når børnene kommer hjem fra skole, tror jeg at vi vil forsøge at få billeder af hver enkelt hvalp, så man kan se deres aftegninger og små ansigter.
Om lidt skal støvsugeren svinges, så hvalpenes prægning er allerede godt i gang ;o)
Nedenfor har jeg indsat, hvad Lise Lotte Christensen fra Dansk Kennel Klub har skrevet om hvalpenes udvikling i de første tre uger (kilde: Netdyredoktor.dk):
Mental/fysisk udvikling
Af Lise Lotte Christensen
0 til 3 uger Fødsel- og sanseudviklingsperiode Forudsat en normal hvalpefødsel, skal tæven have ro og lov til selv at passe sine hvalpe. Hvalpene vil hovedsagelig die, sove og holde sig varme. Nærkontakt til de øvrige søskende, og ikke mindst deres mor, er af vital betydning for hvalpene. Opdrætteren bør sidst i perioden tage hvalpene op og håndtere dem dagligt.
Centralnervesystemet er i de første par uger nærmest i dvale, men hvalpene er dog modtagelige for visse informationer, herunder tævens sindsstemning: uro, frygt og aggressivitet. Hvalpene reagerer på kulde, varme, og de kan regulere deres kropstemperatur ved eksempelvis at søge varme hos deres søskende og tæven. Tæven stimulerer (i den første tid) hvalpene til urinering og afføring ved at slikke dem bagi. Øjnene åbnes efter 10-14 dage, men synet er dårligt de første uger. Hvalpene kan lugte, høre og begynder at kravle for sidst i perioden at kunne gå. Det er vigtigt, at hvalpen selv får lov til at søge og arbejde sig frem til tævens dievorter. Et vellykket resultat er meget udviklende for hvalpen og danner grundlag for et rationelt søg. Byggestenene til søgeudviklingen er hermed skabt.
27. maj 2010:
Kl. 21.10:
Man skulle da være et skarn, når man nu har ferie, at man ikke lige kan snuppe et par ekstra fotos. Så jeg har lige lagt nogle flere fotos ind på linket nedenfor, med billeder fra uge 1. Fifi har det meget varmt, måske lidt småfeber, hvilket slet ikke er unormalt ovenpå en fødsel. Men jeg observerer hende nøje og hun får meget hyppigt tilbudt dejlig mad og koldt vand på sengen, så hun mangler ikke noget.
Fifi har også selv gået i haven her til aften, for at gøre sig ren og tidligere i dag, da Michael kom hjem fra arbejde gik hun ned til døren for at tage imod. Så hun er allerede ved at være mere tryg i rollen som mor og det er dejligt at se.
Børnene og jeg har siddet og læst godnathistorie ved siden af hvalpekassen, så de er allerede i gang med deres litterære uddannelse og ikke et øje var tørt, da Jonas blev genforenet med sin mor i "Karla og Jonas".
Børnene har nydt at fortælle om hvalpene i dag i skolen og Anna har også bemærket, at "Nu er vi 6 piger og 6 drenge herhjemme" og det er jo ikke så lidt :o)
Formiddag:
Så er der gået en nat og Fifi har igen vist sig, som en særdeles omsorgsfuld mor, der virkelig tager opgaven seriøs. Vi må næsten bære hende ud af kurven, når hun skal luftes i haven, for hun er ikke meget for at forlade sine hvalpe og når hun skal ind igen, så kan det dårligt gå hurtigt nok. Men det er fint sådan skal det være :o)
Jeg har været spændt på hvad Fifi ville sige til Fannys tilstedeværelse, nær hvalpene. Men Fanny er simpelthen sådan en forsigtigper, at hun får lov til lige at titte ned i kassen til hvalpene, uden af Fifi siger noget til det. Faktisk fik Fanny et lille kys af Fifi, men Fanny er også helt udmattet, for hun undrer sig jo også lidt over hvad det er der er sket.
Heldigvis har jeg ferie her de første dage og det er skønt, at kunne få lagt "det hele" i faste rammer i ro og fred. Vaskemaskinen kører igen på fuld tryk og i aftes havde vi et ganske kort barselsvisit fra mormor og bedstefar, der kom med en sending aviser, som vi jo bliver storforbrugere af de næste uger.
Men noget vi vist lige skal have ændret på, er den madras som jeg bruger her i køkkenet, hvor jeg jo sover lige ved siden af hvalpekassen. Den er ikke så behagelig, så jeg må lige have tænkt over en bedre løsning på det problem :o) - men det er jo i småtingsafdelingen i forhold til det eventyr, der er med sådan nogle størrelser i huset.
Hvalpenes nye hjem er ved at være på plads, der mangler kun lige et par detaljer. Vi har allerede fået oplyst hvad to af hvalpene skal kaldes hos deres nye familier: en han skal hedde Joey og en tæve skal hedde Venus. Det er nogle fine og dejlige navne synes vi ;o)
Jeg har fotograferet hvalpene lidt og nedenfor er et link til billederne. Husk at trykke på F11, for at se dem i stor størrelse og så på F11 igen, for at komme tilbage til normal størrelse.
Jeg laver en underside til denne hvalpeside, hvor jeg vil uploade de fotos jeg tager. Forventeligt vil der komme et link for hver uge og nu er jeg altså startet på uge 1 :o)
http://dk.fotoalbum.eu/Fifidong/a476349/slideshow
26. maj 2010:
Kl. 20: Sikken en dag!!!! Fifi holdt mig vågen hele natten - skulle ud i haven mindst 10 gange og gik ellers hvileløst rundt i soveværelset. Så kl. 04.00 stod hun pludselig med buet ryg og det gik op for mig, at hun havde veer. Så hurtigt ud i køkkenet med hende. Jeg nåede lige at få hende derud, inden vandet gik. Fik vækket Michael og fjernet juniordynen fra fødekassen og i stedet lagt et tykt lag aviser. Op i kassen med Fifi og kl. 04.32 kom den første han. Han var en kæmpe kleppert på 437 gram. Derefter kom de så i en lind strøm frem til kl. 10.12 hvor den sidste han blev født. Ialt kom der 4 hanner og 2 tæver. Det gik så fint. Fifi klarede selv skærene, jeg hjalp blot med at fjerne fosterhinder og tørre hvalpene i ansigtet samt fik dem vejet, så vi kan holde øje med at de vokser som de skal.
Men de spiser og spiser og spiser, kun afbrudt af en lur ind i mellem og som Jens siger "Så er de tykke nu" og det er rigtigt. De har små mælkemaver og ser rigtig sunde og stærke ud synes jeg.
Anna og Jens blev også vækket der ved 04 tiden og har været med under hele forløbet. De fik lov at blive hjemme fra skole og sover nu sødt, mens de glæder sig til at komme i skole i morgen og fortælle alle vennerne om de små hvalpe :o)
Ca. kl. 10:
I dag blev så dagen hvor hvalpene valgte at blive født. Der ligger nu 6 store skønne og stærke hvalpe hos Fifi og spiser og slapper af ovenpå deres fødsel. Jeg har endnu ikke villet tage Fifi væk for at undersøge hende. Hun har stadig lidt småveer, men det kan sagtens være "efterveer" eller en moderkage, der arbejdes med. Den sidste hvalp kom for en time siden, så nu skal de alle have fred og ro.
Vi trænger også selv til lidt hvile, så jeg vender tilbage med mere nyt senere og måske også nogle fotos :o)
6 skønne, store og flotte hvalpe dier veltilfredse hos deres mor :o)
De små guffer løs :o)
25. maj 2010:
Som Gauchos (Korsikakuldets far) ejer udtrykker det, så fylder Fifi efterhånden godt i landskabet. Her til aften er Fifi blevet friseret godt igennem og har fået klippet negle, så hun er fin til den kommende fødsel og kan føle sig godt tilpas. Også den kommende storesøster fik en tur på bordet med kamme og børster.
I morgen aften skal jeg til et reproduktions seminar med tre dyrlæger, som har specialiseret sig i dette emne. Det glæder jeg mig meget til, det bliver spændende at høre om der er noget nyt under solen. Desværre betyder det så, at Fanny må sidde over på sin agility time ;o(
I øvrigt vil jeg her gerne sige mange tak for de søde hilsner og tilkendegivelser vi har fået i forbindelse med den kommende fødsel. Det glæder os meget, at så mange følger med i forløbet og glæder sig sammen med os :o)
24. maj 2010:
Fanny er ved at gå ud af sit gode skind, fordi Fifi ikke er interesseret i at lege så meget med hende mere. Normalt plejer de to jo at suse rundt i haven og lege og have det sjovt, men Fifi har ikke helt det overskud mere. Så i dag måtte vi have Fanny på en lang tur på egen hånd, så hun kunne få brændt godt med krudt af. Nedenfor et foto fra i dag fra Mariager fjord, hvor lyset var meget smukt!
Fifi har mest slappet af i dag og er også startet sin sidste ormekur inden hvalpenes ankomst. Fanny fik også én for en sikkerheds skyld og det havde ingen af dem noget imod, da pillerne var pakket godt ind i et stykke pølse. Fanny fatter ingen mistanke og inhalerer nærmest pølsestykkerne, mens Fifi er mere garvet og forsøger at spytte pillerne ud. Men så holder jeg blot hendes hoved opad og så må hun jo sluge pillerne også :o)
I dag er Fifi præcis 4½ år gammel og vi undres over hvor tiden bliver af. Hun er simpelthen sådan en mild og god hund og det har Fanny arvet, så det er en fornøjelse med de to nisser!
23. maj 2010:
og det samme er vi :o)
Fødekassen er rengjort og sat op. Vi har lagt en dejlig blød juniordyne i og Fifi har allerede taget den til sig igen. Måske vækker den minder, for da hun kom op i den, begyndte hun straks at skrabe lidt i dynen. Det kalder man redebyggeadfærd og er helt normalt i den sidste uges tid op til fødslen.
Jeg har opså lagt en stor stak håndklæder og viskestykker frem, samt aviser, plastik og er ved at få styr på jordemortasken. Nu mangler jeg blot at købe en ny varmedunk og få fat i nogle flere latexhandsker. Logbogen ligger også klar og vægten er stillet frem og pt er jeg ved at oplade kameraets batterier, så vi ikke går ned på udstyr :o)
Vi har også fundet de små hvalpehalsbånd frem og det er sjovt at se dem igen, så bittesmå de er. Det lilla var Astis, det blå tilhørte Columbus, det røde Mille og det gule var vores Fannys. Fannys sad nu helt tæt om snuden på hende, da vi prøvede at få det på - underligt at tænke på, at hun har været så lille, at det sad helt løst om halsen :o) Nu ligger de klar til nogle nye dejlige hvalpe!
Nedenfor har jeg indsat et foto af Fifi, der hviler på gulvet og ét hvor hun ligger i fødekassen og troner.
Fifi - nu er der mindre end en uge til hvalpene melder deres ankomst :o)
Fifi har godkendt fødekassen ;o)
21. maj 2010:
Nu kan vi næsten tælle dagene på én hånd og fødekassen bliver stillet op i aften eller i morgen. Min madras skal også findes frem, for nu er der ikke længe førend Fifi og jeg begynder at sove sammen i køkkenet, så "pylremor" kan holde øje med udviklingen hele tiden.
Vi har nemlig besluttet, at hvalpene skal fødes i køkkenet denne gang og hvalpegården skal stilles op fra starten af. Ikke for at holde hvalpene inde, men for at holde Fanny ude i starten, indtil Fifi vil acceptere, at hun kommer nær hvalpene.
I morgen går Fifi ind i sin 9´ende og sidste drægtighedsuge og om den skriver Netdyredoktor. dk blandt andet:
9. uge: Den sidste uge af drægtigheden forbereder tæven sig til fødslen. Hun bliver mere stille og interesserer sig ikke så meget for at lege, og kan være mindre social end normalt. De sidste 2-3 døgn før fødslen bør man reducere fodermængden med 30-40 %, og i det sidste døgn før selve fødslen vil tæven normalt ikke æde. Fra ca. 60. dagen kan fosteret overleve uden for livmoderen . Tæven bør senest en uge før fødsel introduceres til egnet fødested , allerbedst en velindrettet fødekasse. Her vil hun kunne udfolde noget af den naturlige redebygning, som mange tæver udfører 2-4 døgn før fødslen. Det består i at samle klude sammen og eventuelt flænse og grave i fødekassens bund. Skederegionen vil blive stor og slap. Bækkenmuskulaturen afslappes, og hos en del tæver vil der være voldsom mælke spænding flere døgn før fødslen. Umiddelbart før fødslen bliver hun urolig og rastløs, og der vil optræde plukveer eller opblokningsveer. Disse veer presser fosterhinden fra den første hvalp ned i fødselsgangen. Fødselsvejen skal udvides og fosteret skal presses ind i bækkenet før de rigtige presseveer går i gang. I dette forløb vil fosterhinderne på et eller andet tidspunkt briste og indholdet flyde ud af skeden. Man siger at "vandet er gået" og så starter den rigtige fødsel. Opblokningsperioden varer typisk 4-6 timer, men kan i sjældne tilfælde vare et døgns tid.
20. maj 2010:
Fifi er stadig glad og MEGET glad for mad :o) Livvidden er nu yderligere steget med 6 cm og dermed er hendes livvidde ialt vokset med 22 cm. Det vil sige at hun på nuværende tidspunkt er størrer end hun var på samme tidspunkt under sidste drægtighed.
Jeg er spændt på om det skyldes at der er flere hvalpe end sidst eller om det blot skyldes, at det er anden gang og at hun derfor hurtigere "buler ud" - spændende er det under alle omstændigheder og vi er nu snart ved at være rigtig utålmodige efter at holde nogle små nullerbasser i armene!
Tiden går, klokken slår....
19. maj 2010:
Fifi har det stadig rigtig godt og er aktiv og glad. Men hun har efterhånden lidt svært ved at finde hvile og ligger først "en halv time på den ene side og så en halv time på den anden, for så at ligge på ryggen en time til halvanden" :o)
Natten til i går var det helt galt med hende og hun vækkede mig 5 gange i løbet af natten, så jeg var helt groggy næste morgen. Men jeg fandt ud af, at det var fordi der stadig var varme i gulvet i soveværelset, så hun fik det simpelthen for varmt. Så i aftes slukkedes jeg for gulvvarmen og hun skulle kun ud én gang i nat, så det var lidt mere humant for både hende og mig.
Der rumsteres for fuldt tryk i hendes mave, ligeså snart hun ligger ned, går de i gang med deres "øvelser" og det er bare dejligt at sidde med hånden på Fifis mave og mærke alle hvalpene bevæge sig rundt derinde ;o)
17. maj 2010:
Der er bare rock n´roll i Fifis mave nu. Det lader til at være nogle små aktive fætre, der gemmer sig derinde. Det medfører at Fifi har svært ved at finde hvile. Først ligger hun på den ene side, så lidt på den anden imens hun sukker dybt.
Midt om natten bliver jeg resolut vækket, når hun skal ud og tisse. Men ellers har hun det rigtig fint og vi skal nu til at have fundet fødekassen frem og pakket jordemortasken. Forleden var jeg også forbi Ikea for at købe nogle gode petbed tæpper til hvalpene. De er supergode, fordi de suger væden, når de små tisser, men så tæppets overflade stadig er tør. Sådan nogle små fyrer tåler ikke at ligge fugtigt. Nu har jeg købt en hel stak af dem, så vi er klar på den front (og så kan de vaskes ved 90 grader - det er så vigtigt at man kan holde det helt rent hos de små synes jeg).
Fifi skal også snart have en ormekur igen, og de sidste dage op til fødslen får hun også et kalktilskud, men så skulle hun også være klar, håber vi :o)
15. maj 2010:
Sent i aftes da vi sad og så en film og hundene lå og slængede sig sammen med os i sofaen, lagde jeg min hånd på Fifis store mave og kunne tydeligt mærke, at de små rumsterede rundt derinde. Det er jo bare helt fantastisk med livets opståen. Det er bare så spændende hvilke små personligheder, der gemmer sig derinde. Nu er der jo kun to uger tilbage og vi glæder os utrolig meget til lyden af små poter på køkkengulvet ;o)
Det er igen lykkedes Fifi, at få opdraget Michael godt. Hun sidder og stirrer intens på ham indtil han giver efter og hoster op med en godbid. Det er simpelthen så sjovt at iagttage, hans udgangspunkt er, at hun ikke skal bestemme og så pludselig står han ude i køkkenet og er ved at finde de gode sager frem til hende. Man tror at man som ejer bestemmer lidt, men virkeligheden er nogle gange lidt anderledes :o)
14. maj 2010:
Fifi har det stadig rigtig godt og trives. Hun er glad og i godt humør. Hun er faktisk ikke særlig besværet af sin store mave, det tilskriver jeg hendes gode fysiske form. Appetitten er god og unødige godbidder er fjernet i størrer mængder, så hun næsten udelukkende får den gode nærende kost til drægtige tæver. Vi vil gerne være helt sikre på, at hvalpene og Fifi får alt hvad de skal have op til fødslen.
Fifis livvidde er nu tiltaget med ialt 15 cm.
I morgen går hun ind i sin 8. drægtighedsuge og om den skriver netdyredoktor følgende:
8. uge: Fosteret er færdigdannet og kan nu føles, og til tider kan fostrenes hjerteslag høres. Tæven er nu nærmest besværet af sin vægt og sit omfang og skal i denne periode vænnes til sin fødekasse. Mælkekirtlerne er spændte og fulde af mælk.
8. maj 2010:
Fifis livvidde er nu tiltaget med ialt 11 cm og hun har den fineste lille mave. Nedenfor har jeg indsat et foto af maven samt et af Fifis nytrimmede ansigt. Hun er nemlig blevet trimmet ret kort i dag. Især på krop og ben samt hals og på siderne af ansigtet. Til sidst ville hun ikke mere, så jeg gemmer lige resten til senere :o)
Fifi er nu i sin syvende drægtighedsuge og har en fin lille mave ;o)
Fifi!
7. maj 2010:
Fifi er stadig fuld af spunk og er glad som altid. Hun er dog ikke upåvirket af sin drægtighed. Ligesom sidst døjer hun lidt med varmen og nyder de kolde dage, vi har lige for tiden. Ligger også helst på trægulvet fremfor hos os i sofaen. Hun kommer gerne op og vil kæle, men hopper så ned igen, når det bliver for varmt. Appetitten er fin og hun har den fineste runde mave - vil prøve at få et foto af den i løbet af weekenden.
Lørdag går hun ind i sin syvende drægtighedsuge og nedenfor er hvad Netdyredoktor har at berette om denne uge:
7. uge: I løbet af denne uge vil kropsbehåring vokse ud, og farvemarkeringen vil kunne ses. Poterne og trædepuderne er efterhånden færdigdannede. Fosteret ligner nu den færdige hvalp, men kan ikke overleve uden for livmoderen. Fra dette tidspunkt er det egentlig kun størrelsen, der øges. Forbeningen i knoglerne er nu så fremskreden, at man fra dag 49 kan se fostrene på røntgenbilleder. Det er nu for første gang i drægtigheden muligt at se fosterbevægelser. Tævens bug er i de fleste tilfælde tydeligt forøget, og mælkeproduktionen er begyndt.
4. maj 2010:
Alt går stadig efter bogen og Fifi har det rigtig godt. Hendes livvidde er nu taget til med 5 cm og der er kun ca. 3½ uge til de små ankommer :o)
2. maj 2010:
Endnu en dejlig tur til Fussingø med hundene. Det er jo helt fantastisk smukt lige nu i skoven og vi nød allesammen at gå en god lang tur.
Fifis appetit er nu ved at være stor og hun, der normalt aldrig interesserer sig særlig meget for mad, er nu nærmest forvandlet til et madhungrende væsen. På trods af, at der står hundemad fremme døgnet rundt, så er hun fuldstændig fikseret på maden, når vi er i køkkenet og tigger endda ved bordet - noget hun ellers aldrig plejer at gøre. Maven fylder også mere og mere. Det er ved at være rigtig spændende at se hvem der gemmer sig derinde :o)
1. maj 2010:
Vi har haft fødselsdag i familien i dag og besøg af dejlige gæster og nydt det smukke vejr. Fifi ligger nu og slapper af. Hun elsker gæster, ja det gør både hun og Fanny.
I dag går hun ind i sin 6. drægtighedsuge og her er hvad der sker med de små hvalpefostre i den kommende uge (kilde: netdyredoktor):
6 uge: Øreflipper og øjenlåg vokser og dækker i slutningen af ugen henholdsvis øregang og øjne. De ydre kønsorganer begynder at forandre sig i retning af han- og hunkønsorganer. I starten af ugen adskilles tæerne helt, og i slutningen af ugen vil kløerne blive dannet. Følehår begynder at vokse ud af de anlæg, der blev dannet ugen før. Tarmsystemet forlader navlestrengen og befinder sig nu i den endelig placering i bughulen. Hos tæven ses en svag rosafarvning af dievorterne, og afhængig af antallet af hvalpe i livmoderen vil bugen tiltage en lille smule i omfang.
29. april 2010:
Man kan nu begynde at se mere synlige tegn på Fifis graviditet. Der er en tydelig udfyldning af maven, som er spændt og også hendes mælkekirtler er vokset en lille smule. Disse tegn var ikke så tydelige på dette tidspunkt under sidste graviditet, men det er nok fordi det er anden gang, at tegnene kommer lidt tidligere :o)
Fifi er stadig glad og kælen som hun plejer og nyder også godt af sin store charme. Der falder nemlig flere skønne godbidder af til hende! Hun er også lidt mere rastløs end normalt, pludselig kan hun fare sammen og kigge forundret på sin mave og hun skal også oftere ud i haven (også om natten!). Det kan enten være hormonelt på dette tidspunkt, med den øgede tissetrang, men det kan måske også være de små, der begynder at trykke lidt på blæren. Det er ikke til at vide, men vi øger serviceniveauet over for hende og nyder at der nu kun er én måned tilbage :o)
Tiden går, klokken slår...
26. april 2010:
Fifi har det fortsat fint med sin drægtighed. Jeg sad og læste lidt i min logbog fra sidste drægtighed og Fifi viser tydeligt nogle af de samme tegn som sidst. Eksempelvis så ryster hun nogle gange over hele kroppen. Hun sidder også med lårene ud til siden, så der er plads til den lille mave - og det ser bare sødt ud :o) Desuden er hun "morsyg" og hænger lige i hælene på mig eller Michael hele tiden. Når hun til gengæld er udendørs, så suser hun afsted som altid og virker nærmest upåvirket. Selv om appetitten er bedre, så spiser hun ikke helt nok synes jeg, så Michael har købt en dejlig leverpostej, som jeg blander i hendes foder til drægtige tæver.
Alt dette skete også under sidste drægtighed, så vi er på rette spor og det hele ser fornuftigt ud. Jeg er faktisk ret glad for min logbog, for når man står midt i det, så tror man, at det kan man sagtens huske til næste gang. Men logbogen har vist sig som en god støtte for hukommelsen.
23. april 2010:
Fifi har det stadig rigtig rigtig godt og nyder livet. Man kan endnu ikke se på hende, at hun er drægtig, men appetitten er for opadgående, så det kommer nok snart.
I morgen går hun ind i den femte drægtighedsuge og fostrene fortsætter deres finjusterede udvikling. Nedenfor har jeg indsat hvad Netdyredoktor.dk skriver om uge 5.
Det er fasinerende at tænke på hvilken fantastisk udvikling de små fostre/hvalpe undergår på blot nogle få uger. De første ca. syv uger bruger de på at danne hele deres krop, så den i bund og grund er fix og færdig og så sættes der turbo på væksten i de sidste to uger, så de kan være klar til fødslen ca. ved dag 63.
5. uge: I denne uge formes øjenlågene, og følehårene på overlæben og over øjnene anlægges. Øreflippen vokser, så den næsten dækker over anlægget til øregangen. Fem par dievorter med tilhørende mælkekirtler, samt de ydre kønsorganer begynder deres udvikling. I løbet af denne uge vil fosterets poter begynde at forme det, der senere bliver til trædepuder og tæer. Omkring dag 33 lukker ganen, så efter denne dato kan ganespalte ikke opstå. I det hele taget er den mest risikofyldte tid, hvor kemikalier og andre stoffer kan skade fosteret, nu overstået. Her begynder også dannelsen af tarmsystemet, som på dette stadium endnu befinder sig i navlestrengen. Drægtigheden kan nu ikke længere føles, men ultralydsscanning er den mest anvendelige metode fra nu af og indtil fosteret kan påvises med røntgen billeder. Tæven vil muligvis først nu vise de første tegn på drægtighed ved en ændret adfærd, men bugen har endnu ikke ændret facon.
Så er det sikkert: der er hvalpe på vej :o)
19. april 2010:
Fifi er blevet scannet her til morgen og vi er utrolig glade for at kunne fortælle, at der er små hvalpe på vej. Alle de små fosterblærer var perfekte. Lige store og med fine små "hjerteblink", som indikation på at de små fostre er levende :o)
Hvalpefostrene har valgt at ligge sig helt tæt sammen og derfor er det meget vanskeligt, at sige præcist hvor mange der er, men 4-6 er bedste bud.
Fifi skal jo have det helt særligt godt i den kommende tid. Godt med motion, uden at overanstrege hende selvfølgelig og så kommer hun nu fuldstændig over på et særligt foder til drægtige tæver, som skal sikre at hun får alt hvad hun og hvalpene har brug for i denne vigtige fase hvor de skal have dannet alle de forskellige organer, lemmer etc. etc. Vi bruger et specialfoder fra Hills, der hedder Natures Best Puppy. Det er det samme foder, som vi vil anvende til hvalpene når de engang skal begynde, at spise almindelig kost.
Fifi er jo nu gået ind i sin fjerde drægtighedsuge og der er gang i fosterudviklingen. På Netdyredoktor skriver de følgende om denne uge:
4. uge: Man kan nu tydeligt skelne for- og bagben. Øreflipperne er synlige som en lille fold og ører og øjne bliver dannet i denne uge. Fosterhinderne kan i dette stadie føles som bobler på ca. 2,5 cm størrelse. Hvis man med sikkerhed skal kunne fastslå en drægtighed ved at føle på bughulen (palpation), kræver det en meget rolig og slank tæve. Drægtigheden kan påvises ved ultalydsscanning fra dette tidspunkt.
Sidste parring i denne omgang!
31. marts 2010:
I går parrede Emil og Fifi for anden og sidste gang og tilbage er blot at krydse fingre for at der er små hvalpe på vej :o)
De to turtelduer hænger sammen!
29. marts 2010:
Emil og Fifi har parret og der er bestilt tid til scanning mandag den 19. april 2010, så der får vi endelig vished for om der også er små hvalpe på vej :o)
I dag var første gang, at Michael og børnene mødte Emil og de faldt også for ham med et brag. Han tog straks vores hjem under besigtigelse og ville gerne hilse på alle - på trods af, at der jo er to løbske tæver i huset - hvilket han nu også var ret optaget af :o)
Vi forventer at parre Fifi i næste løbetid!
25. marts 2010:
Fifi har i dag fået målt sit progesteronniveau i blodet og alt tyder på, at vi nok skal forsøge at parre hende søndag eller mandag. Vi har valgt at teste hende igen i morgen for at få et billede af hvor hurtigt det kommer til at gå med hendes ægløsning, så får vi en meget præcis vurdering af hvor "hurtig" hun er. Sidste gang var hun nemlig meget hurtig, men det kan variere fra løbetid til løbetid.
Hvis alt går vel vil vi forventeligt have hvalpe omkring 1. juni, som så vil klar til at rejse ud i livet omkring 1. august 2010.
Vi har valgt en rigtig dejlig han, at parre hende med. Han hedder Balder, men bliver kaldt Emil i det daglige.
Emil er først og fremmest en rigtig rar hund, med et skønt temperament. Han bor sammen med sin menneskefamilie og én anden petit (også en han) på en gård på landet og er en rigtig livsnyder.
Emil er desuden Dansk Udstillingschampion, er øjenlyst og fundet fri for arvelige øjensygdomme og er allerede far til to kuld hvalpe der, så vidt vi har kunnet finde frem til, er sunde og raske.
Både Fifi og Emil har en meget lav indavlskoofficient og kombinationen af disse to hunde giver også en meget lav indavlskoofficient, hvilket betyder at der ikke er indavl i det kommende hvalpekuld.
Se fotos af ham på vores nyhedsside under datoerne: 23. og 24. januar 2010.
Både Fifi og Balder er af fremragende afstamning og de kommende hvalpes stamtavle kommer til at se således ud:
|
|
 |
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|