Korsika kuldet!

Fire små vidundere :o)


Fire små hvalpe, så dagens - eller rettere nattens - lys, den 22. februar 2009 og her på siden har vi samlet alt information omkring dette kuld.

De ældste nyheder vil stå nederst inkl. hvalpenes stamtavle og de nyeste øverst. Desuden er der flere fotos af hvalpene på siderne: "Hvalpe 0-3 uger", "Hvalpe 3-6 uger", "Hvalpe 6-9 uger", "Hvalpene vokser op" og "Hvalpene vokser op 2".

Fanny er blevet boende hos os, mens de tre andre skønne hvalpe har fundet dejlige nye familier.

Velkommen til!





En hel kassefuld af guldklumper. Mille, Columbus, Fanny og Asti.

Arrivederci - på gensyn!!!


25. april 2009:

Så er vores lille charmetrold Columbus rejst helt over til sjælland, til sit nye hjem. Det var meget,  meget trist, at skulle sende ham afsted - lige nu ligger Fifi ved hoveddøren, som om hun venter på ham :o(

Men heldigvis føler vi os overbeviste om, at han får det rigtig godt hos sin nye familie, der har glædet sig fantastisk meget til at få ham hjem :o)

De har også allerede ringet, at den lange køretur gik godt - især da han kom om til familiens to piger på bagsædet, så faldt han i en tryg søvn. Han har ligeledes nysgerrigt inspiceret sit nye hjem samt haven og har allerede givet signal til at ville ud i haven. Det synes jeg er helt utroligt, at han allerede kan det.

Fanny har stået og set lidt fortabt ind i hvalpegården, men har derefter leget VILDT med sin mor i haven samt fået lov til at tulle rundt i stuen og pejsestuen, mens terrassedøren var åben. Hun er selv gået ud, når hun skulle "af med noget" og ligger nu og sover sødt i sin kurv.

Dette indlæg bliver det sidste på denne hvalpeside og jeg vil nu skrue lidt ned for opdateringerne. Andre "hundenyheder" vil fremadrettet komme på siden "Nyheder" og hvis/når hvalpenes nye ejere sender fotos, vil de blive lagt ind på siden "Hvalpene vokser op" (det glæder vi os allerede MEGET til).
Lille Fanny får kam til sit hår af mor Fifi, der bestemt ikke holder sig tilbage for en voldsom leg med sin datter :0)

Leg mellem søskende :o)


24. april 2009:

Columbus og Fanny tumler og leger rigtig meget - det er tydeligt, at de nyder hinandens selskab. Nogle gange står Fifi bare hovedrystende og ser til.

I aftes havde vi begge hvalpene med i Doktorparken, hvor en masse børn trænede til morgendagens Doktorparkløb. Det gik rigtig fint, både med køreturen derhen/hjem samt mødet med alle børnene. Der var mange, der gerne ville kæle med sådan et par søde hvalpe. Der blev også hilst på en venlig lille westie. Bagefter var begge hvalpe MEGET trætte.

I morgen kommer så Columbus´ store dag, hvor han bliver hentet af sin nye familie. Vi har talt om, bare at gemme os i et rum uden vinduer og så lade som om vi ikke er hjemme :o)  Det bliver utrolig trist, at skulle tage afsked med ham. Han er en rigtig lille bamsebjørn, med det dejligste sind. Han er præcis så rar, som man allerede kunne ane på dag 1.
Der bliver leget vildt!

Livet fremover :o)


23. april 2009:

Vi har nu modtaget de første fotos fra Asti´s nye liv. Det er bare helt fantastisk, at se hvor dejlig tryg og glad hun ser ud og vi er utrolig glade for at modtage nyt og se fotos af hende.

Jeg har lavet en ny side i menuen til venstre, der hedder "Hvalpene vokser op". Når de nye familier har tid, lyst og lejlighed, så vil nyt om hvalpene - meget gerne med et foto, blive modtaget med den største glæde og tak fra os :o)

Asti har snuppet storesøster Trisses tyggeben!

Hyggedag.


22. april 2009:

I dag har vi hygget herhjemme. Begge hvalpene er blevet børstet grundigt - hvilket de endnu ikke er helt tilfredse med. Og så har de leget i haven og i køkkenet og er blevet kælet for, til den helt store guldmedalje!


Kl. 20.15:

Jeg glemte helt at fortælle, at vi også har hørt fra Milles familie. Hun har også fået en rigtig god start i sit nye hjem. Spiller fodbold og hygger med familien og er glad og tryg.

Vi er meget glade for at høre nyt om de små og det glæder os umådeligt, at de to piger, har det så godt hos deres familier :o)
Dejlige Fanny!

En dejlig dag :o)


21. april 2009:

Vi har været i haven og i haven og i haven. Der bliver nemlig kæmpet en brav kamp i renlighedens navn. Så snart hvalpene vågner, når de har leget, spist og så lidt ind i mellem, kommer de i haven for at lege og gøre sig rene. De har helt styr på, at man skal "gøre den slags" på græsset, så det er jo en god start - selv om der stadig sker en del uheld indendørs, men Rom blev jo heller ikke bygget på én dag.

Vi har også haft besøg af Annas veninde og den slags medfører jo altid en hel del kælen og nussen.

Her til aften skulle børnene til træning og vi havde Fanny med i snor, mens Columbus - for første gang - nød lidt alenetid med sin mor. På torsdag skal børnene til træning igen og der regner vi så med, at tage Columbus med!

Columbus har i øvrigt vist sig som en rigtig petit i dag. Pludselig lå han på køkkengulvet og slappede af i den eneste solstråle, der var på gulvet i hele rummet :o)
Mei og Anna hygger med Columbus!

Skovtur!


20. april 2009:

Efter at Fifi og jeg havde været i skoven på den lange rute, kørte jeg derud igen med Columbus og Fanny. Vi var derude i ca. en times tid, hvor vi vel gik, alt i alt, 200m, men der blev snuset og leget til den store guldmedalje. Der blev såmænd også soppet lidt i Fussingø sø.

Jeg kan ikke mærke på Fifi, at der mangler to hvalpe, men det er somom de to hvalpe tager lidt længere om at falde til ro, når de skal hvile. Om det skyldes et savn, er jo svært at sige, men vi intensiverer lige nussetiden med hvalpene i de næste dage, for en sikkerheds skyld :o)  (enhver undskyldning for at kæle med hvalpene er jo valid!).
To søde hvalpe i skovbunden :o)

8 uger!


19. april 2009:

I dag tog vi afsked med Asti og Mille - det var uendelig trist...

Heldigvis har vi allerede hørt fra Astis familie, at turen til Astis nye hjem samt introduktion til søster Trisse (petit) gik rigtig godt. Det er utrolig dejligt at vide, at hun har det godt i sit nye hjem.

Columbus og Fanny har leget i haven og hygget sig. De lader sig ikke mærke med noget, men vi andre oplever et stort savn, når der mangler de to banditter med deres skønne små personligheder!

Nedenfor et foto af Asti, som jeg tog i aftes, hvor hun havde lagt sig til at sove i en kasse fyldt med bamser. Ko-bamsen har nu fulgt hende på rejsen til det nye hjem og kan forhåbentlig hjælpe hende lidt i den første tid - måske især når hun skal sove.
Asti blandt yndlingsbamserne :0)

Sidste dag, hvor alle er samlet :o(


18. april 2009:

Flere medlemmer af venner og familie har været forbi for at hygge med hvalpene, på denne sidste dag, hvor de alle fire er samlet. Vejret har jo været forrygende - vi målte 31 grader C på terrassen!

Hvalpene har været ude i haven i alle deres vågne timer og når de så lagde sig til rette for at sove i et hjørne af haven, har vi båret dem ind i køkkenet, så de ikke skulle blive kolde. Og derpå ud i haven igen, når de vågnede. Asti og Mille har fået klippet negle (jeg snupper de andre to i morgen eller i aften).
 
Hvalpemapperne er ved at være klar og det samme er vores tudefjæs, det bliver helt forfærdeligt, at skulle tage afsked med de to "tøser" i morgen. Eneste plaster på såret, er vores tillid til, at de får et godt og kærligt hjem hos deres nye familier - og det føler vi os heldigvis sikre på, at de får :0)
Vi er bare SÅ trætte efter alt den leg i haven!

Besøg i 1.A.


17. april 2009:

Asti, Mille og Columbus har her til formiddag været på besøg i Jens´ klasse og hilst på alle børnene. Det blev en rigtig god oplevelse for både børn og hvalpe! Først fik hvalpene jo deres anden køretur i bil og der blev klaget lidt fra tranportburet. Da vi ankom til skolen, gik vi over i parken ved siden af, så vi også kunne nyde det dejlige forårsvejr. Børnene satte sig i en rundkreds og så blev hvalpene placeret i midten. På forhånd havde jeg instrueret børnene i hvordan de skulle gebærde sig overfor hvalpene og de var alle utrolig søde og rolige ved hvalpene. Hvalpene gik tillidsfuldt rundt fra arm til arm og blev kælet og nusset for.

På vejen hjem i bilen, var der sjovt nok, fuldstændig ro fra bag i bilen og nu sover de sødt i køkkenet sammen med Fanny, der havde lidt alene tid sammen med sin mor, mens vi var afsted.

I aftes startede Fanny til hvalpemotivation. Hun er kommet på et hold med 8 andre hvalpe, af hver sin race. Det var meget overvældende for hende, det første kvarters tid, prøvede hun at lade som om hun ikke var der. Men ligeså stille vandt nysgerrigheden og hun begyndte at ligne sig selv lidt - fik også leget lidt med et par andre små hvalpe og ikke mindst hilst på alle de andre hvalpe.

Jeg tror aldrig, jeg har set så træt en hvalp, som Fanny da vi kom hjem. Da de skulle puttes for natten, løftede jeg hende fra en kasse på køkkengulvet og over i hvalpegården, da sov hun så tungt, at hendes lille hoved blot vippede ud til siden - der var bare rigtig mange indtryk, som skulle bearbejdes. Men som jeg læste, på en anden opdrætters hjemmeside: "En hvalp sover aldrig, den ligger blot til genopladning" ;o)
Columbus charmerer Laura ;o)

Første køretur!


16. april 2009:

Efter Fifi og jeg havde været på en tur i skoven i det smukke vejr, besluttede jeg, at tage hvalpene ud på deres første køretur.

To og to kørte de (se fotos af begge "hold" nedenfor). Det var bare en lille tur på ca. 10 min for hvert hold. Der kom lidt piben, men radioen spillede og jeg talte til dem hele tiden. Ingen blev køresyge og ingen tissede eller noget. Og de to fotos er taget efter turen, så jeg er ikke helt klar over om de små ansigter udtrykker lettelse over, at det er ovre eller om de siger: "Får vi ikke en tur mere" :o)


Kl. 11:

Alle hvalpene er lige blevet vejet og på vores personvægt, hvor jeg kan stå med dem i armene, vejer de alle 4,4 kg - så de er nogle ordentlige basser :o)
De har også lige fået deres sidste ormekur og det smagte åbenbart godt, for de kom alle hen og fedtede for at få mere bagefter.

Vi er også begyndt at lave nogle "næseøvelser". Det betyder bare, at jeg smider en håndfuld godbidder ud på gulvet eller i haven og så skal de bruge deres næse til at finde godbidderne. Det er de helt vilde med og det ser sjovt ud, når de styrter rundt for at finde alle godterne.
Columbus og Fanny.

Næste hold!

Mille og Asti!

ID-mærkning og fotooptagelser.


15. april 2009:

I går havde vi et dejligt besøg af Jette Ramvad fra Kennel Petit Heroes, hvor Fifi kommer fra. Hun var meget begejstret for alle hvalpene og vi hyggede med dem og fik også taget nogle fotos af hvalpene individuelt. Tusind tak, Jette, for hjælpen med alle de mange fotos - ikke alle hvalpene var lige medgørlige.

Desuden kom Dansk Kennel Klubs ID-mærkeperson og chipmærkede alle hvalpene. Det var de ikke imponerede over, men nu er det overstået og hvalpene kan nu entydigt identificeres og har ligeledes fået deres stambøger.

Om formiddagen havde jeg alle hvalpene enkeltvist ude i forhaven i snor. Det var første gang, at de var helt på egen hånd og tiden blev brugt til at snuse lidt rundt og de ville også gerne gå på fortovet foran huset (vi bor på en blind vej, så der var ingen trafik). Det var meget spændende synes de allesammen, men også lige lidt skræmmende først ;o)
Smukke Asti præsenteres af Jette.

Leg i haven.


13. april 2009:

Vi var til en dejlig påskefrokost i dag og imens var hvalpene alene hjemme. Men først var de i haven og de kom også direkte i haven, efter vores hjemkomst. Det er virkelig noget de nyder.

Vi har en gammel bordplade, der ligger på terrassen og den vipper lidt. Det er et hit hos hvalpene, at gå på den og også god træning for deres balance.

I morgen kommer ID-mærkeren og måske også "Oldemor Jette" fra kennel Petit Heroes (hvor Fifi kommer fra). Det bliver spændende, at høre hendes vurdering af hvalpene ;o)  (men vi ved jo allerede, at de er de skønneste hvalpe i verden!!!!).
Columbus og Fanny har kæmpet sig op på "vippepladen" og snuser rundt, mens Mille lige stikker næsen frem ;o)

7 uger gamle!


12. april 2009:

Påskesøndag, solskin og godt selskab - hvad mere kan man ønske sig ? Vi havde endnu engang gæster og både voksne og børn hyggede sig med hvalpene. Børnene startede ud med at være lidt reserverede overfor hvalpene, fordi de ikke er vant til hunde. Men det er bare umuligt at modstå, sådan nogle små banditter og snart legede de alle med højt humør.

Hvalpene har igen været ude i snor og det tog de igen i stiv arm. Bare afsted derudaf og så måtte Anna ellers bare følge med. Men det er også hårdt for sådan nogle småfyrer og lige nu ligger de og snorkbobler og samler kræfter til næste tørn ;o)


Hvalpene fylder jo 7 uger i dag og indtræder dermed i en ny udviklingsfase og jeg har derfor igen klippet fra "Hundeskolen" ved Lise Lotte Christensen om fasen fra 7-12 uger:

Mental/fysisk udvikling

Af Lise Lotte Christensen

7 til 12 uger
Lederprægnigsperiode

I denne periode udvikles hvalpens lederprægning. Hvalpens hjerne er nu så veludviklet, at egentlig indlæring kan påbegyndes. Oplevelser lagres som varige erindringsbilleder. De medfødte anlæg er nu i en hastig udvikling, og hvalpen er meget modtagelig for social tilpasning. De fleste hvalpe skifter hjem omkring den 8-10 uge (lovgivningen siger også, at hvalpen må først tages fra tæven, når den er er 8 uger).

Den vigtige prægning skal fortsætte i og udenfor hvalpens nye hjem. Lad hvalpen hilse på venlige, fremmede mennesker med forskelligt udseende. Eksempelvis børn og voksne, folk med fuldskæg, nogle der bærer briller og forskellig hovedbeklædning. Lad også hunden hilse på folk i kørestol med stok og lignende. Opbyg hundens tillid til fremmede uanset, størrelse, køn, alder, form og farve.

Lad også hvalpen stifte bekendtskab med andre husdyr. Det er bedst hvis hunden hilser på dyr, som i forvejen er vant til hunde - i modsat fald kan hvalpen eller de andre dyr let blive forskrækkede. Kæl og snak beroligende til hvalpen mens den tager kontakt og undersøger det uvante. Hvalpen er naturlig nysgerrig og initiativrig, og vil gerne undersøge sine omgivelser.

Tag også hvalpen med ud fremmede steder og start miljøtræningen. Gå roligt og fornuftigt frem, således at hvalpen ikke oplever det hele på én gang. Begynd med korte, udendørs ture i rolige omgivelser. Vis fra starten, at du er en god flokleder ved at vise hunden hvornår, hvor og med hvem hunden skal omgås. Sørg for at hvalpen får så mange forskellige positive oplevelser som muligt i alsidige miljøer. Tag hvalpen med på legepladsen, i byen og på landet. Lad den køre i bil, bus, tog m.m. Tilvæn den bytrafik (biler, cykler, lastbiler) en tur på gågade osv.

Socialiseringen og miljøtræning er meget værdifuld fordi hvalpen vil huske de oplevelser (både gode og dårlige!) den fik i denne periode, resten af dens liv. Når den som voksen står i fremmed situation, vil den huske lignende oplevelserne fra hvalpestadiet (som erindringsbilleder). Gode erindringsbilleder=rolig/glad voksen hund. Dårlige erindringsbilleder (eller hvis den ingen lignende oplevelser havde)=angst eller urolig voksen hund.

I takt med de positive oplevelser vil hvalpens selvtillid vokse, og snart vil hvalpen tillidsfuldt følge dig, hvor du end går. Prøv at lad den også gøre sine egne erfaringer, uden at få for meget hjælp. En hvalp som får disse positive oplevelser, vil være godt rustet til at færdes i vores samfund som voksen.

Skrøne: Det er en skrøne, at hvalpen ikke må tages med ud før den er færdig med hvalpevaccineringsprogrammet (ca. 16 uger gammel), fordi hvalpen i så fald vil blive syg. Hvis hvalpen i øvrigt er sund og rask, og er i gang med et vaccinationsprogram, kan du trygt tage den med ud efter den 8. uge. De positive oplevelser hvalpen får med mennesker, miljø m.m. er fundamentale for hundens trivsel som voksen, og de overskygger lagt den meget lille risiko der er, for at hvalpen kan blive smittet og syg. Er du i tvivl så spørg din dyrlæge.

Her et lille portrætfoto af "Mille", som hun skal hedde hos sin nye familie (Nonza).

Lineføring ;o)


11. april 2009:

Endnu en vidunderlig solskinsdag på denne påskelørdag. Vi har været i haven flere gange og den ene gang, prøvede alle hvalpene for første gang, at gå tur i snor. De tog det pænt, men var lidt undrende overfor, at de ikke blot kunne drøne afsted i den retning, som de nu havde sat sig for. Men ingen satte sig bare på halen, alle gik med og snusede interesseret.

Vi har nu valgt hvilken af tæverne, der skal blive boende hos os. Det bliver "Hvidøre", "Nr. 4", "Den lille", "Den gule", ja, eller blot "Fanny", som hun skal hedde.

I dag har vi også haft et dejligt besøg af Gaucho´s familie, der nød at se og lege med hvalpene. Det er jo ved at være sidste udkald, hvis man skal se alle fire hvalpe samlet. To af prinsesserne rejser jo til deres nye hjem på næste søndag, når de fylder 8 uger. Snøft...  Det er dog heldigvis en stor trøst, at vide, at der sidder to familier og glæder sig og som - er vi sikre på - vil give hvalpene et dejligt hjem fremover :o)


Columbus får vi jo heldigvis lov at beholde en uge ekstra, da det passer hans familie bedre, at hente ham ugen efter, at pigerne er rejst!
11.4.09. Første tur i snor for Columbus.

Sol og havearbejde igen igen...


10. april 2009:

På denne skønne langfredag har vi igenværet i haven. Vi er ved at klargøre haven til at vi kan anlægge nogle nye bede samt lave en rigtig hundegård. Og hvalpene vil rigtig gerne hjælpe til ;o)

Nonza er vild med at spille fodbold med Anna og også Columbus er frisk på et spil. Saint Florent og Bastia er mere til at luge i rosenbedet. Men alle fire nyder de at være ude i det dejlige vejr og der bliver leget på kryds og tværs.
Nedenfor har jeg sat et foto hvor de alle fire leger sammen og på fotosiden er der lagt en del fotos fra i dag.
Alle fire hygger sig sammen :o)

Vaccination!


8. april 2009:

Hvalpene har i dag fået deres første vaccination. Vi havde dem først i haven, så de kunne lege og blive lidt trætte. Derpå var der dømt familieprojekt, idet Michael holdt hvalpen, Jens fodrede den med godbidder, Anna tog billeder og Sanne vaccinerede. Alle hvalpene tog det fint og snorksover nu, mens deres immunforsvar har fået et kick og er gået i gang med at danne antistoffer. Vi anvender en vaccine, der har dokumenteret effekt, selv om der er maternelle antistoffer i hvalpene dvs. antistoffer, som hvalpene har fået fra deres mor via modermælken.

Hvalpene skal nu blot have en booster (re-vaccination) ved 10-12 ugers alderen og derefter skal de re-vaccineret hvert tredje år (med mindre særlige forhold taler for hyppigere vaccination).

Man kan med denne type vaccine vaccinere allerede fra 6 ugers alderen og det har blandt andet den fordel, at man langt tidligere kan komme ud og få socialiseret hvalpen samt, at den er godt dækket ind, allerede når den ankommer til sit nye hjem.


Vi har også vejet alle hvalpene i dag og de vejer nu 3 kg - Jens og Anna er begge ivrige hjælpene i alt hvad der angår hvalpene, det er vi meget glade for :o) De står troligt op på vægten med en lille hvalp i armene. De har ligeledes et lille bijob med at sørge for, at der til enhver tid er frisk vand i vandskålene samt tilgængeligt foder.
Her er det Nonza, der får sin vaccination.

Sjov i haven.


7. april 2009:

Michael har lavet den endelige løsning på vores problem med hvalpehegnet i haven. Det var bare skønt, at komme hjem til, efter godt et døgn på Bornholm. Der var fuld fart på hvalpene i haven, da jeg kom hjem og jeg måtte straks ind og hente kameraet - se evt. på fotosiden "Hvalpe 6 uger -".

De styrter rundt i haven og nyder bare det dejlige vejr og med den fine indhegning kan de nu komme ud i lang tid ad gangen, uden at jeg behøver at få (flere!) grå hår på hovedet :o)

Der er masser af dufte og ting der skal undersøges. Hvalpene arbejder også hårdt på at udvikle deres sociale kompetencer. Det ene øjeblik, lyder der knurren og gøen og det næste øjeblik rotter de to "slagsbrødre" sig sammen mod en tredje, for kun et øjeblik senere at lege tagfat eller bare nusse lidt.
Saint Florent er også ved at lære break-dance!

Så er vi 6 uger gamle!


4. april 2009:

I dag fylder vi 6 uger og vi har haft endnu en travl weekend med gæster både lørdag og søndag.

Det er rigtig spændende og dejligt med gæster, men vi skal altid lige se dem an først og når de så er accepteret, så kan vi dårligt holde med at lege igen.


Det hegn, der omkrandser vores have, har vist sig ikke at være hvalpesikkert. Maskerne er så store, at en lille hvalp kan komme igennem. Derfor har vi måttet udarbejde en løsning, der kan holde hvalpene inde, så vi med ro i hjertet kan have dem i haven. For selv om de altid er under opsyn, så er de nu lynhurtige og løber jo helst i hver sin retning ;o)

I dag står den igen på negleklipning, for jeg ved ikke hvilken gang. Desuden får de nok en lidt større omgang på trimmebordet - hvis vi er heldige bliver det endda til et par "opstillede" billeder.


Jeg har lige lavet endnu en fotoside for hvalpene, den hedder
"Hvalpe 6 uger -"
Ali og Jens leger med Nonza og Bastia (de to andre er lige ude af synsfeltet et øjeblik).

Ny udfordring!


2. april 2009:

På denne helt fantastiske forårsdag, valgte vi at give hvalpene halsbånd på. Man kan roligt sige, at der var delte meninger om dén ting. De fik halsbåndene på, efter en god tur i haven, så de var trætte og det resulterede da også i, at de snart sov.

Men da de så vågnede igen, så blev der kløet og kradset til den store guldmedalje - hvad skulle det nu gøre godt for????

Columbus har fået blåt halsbånd (på trods af, at mine børn har gjort mig det meget klart, at der IKKE findes drenge- og pigefarver), nr. 2 har fået rødt halsbånd, nr. 3. lilla og nr. 4 gult.

I dag har jeg også aftalt tid med Dansk Kennel Klubs ID-mærker. Han kommer den 14. april og indsætter mikrochipsen på alle hvalpene. Det betyder, at også tæverne får tildelt deres endelige stambogsnavn. Jeg regner med, at det bliver som følger: nr. 2 får navnet: Vicinato Nonza, nr. 3 får navnet: Vicinato Bastia og nr. 4 får navnet: Vicinato Saint Florent.
"Ej hvor det halsbånd klør!!" "Ja, og mine gummer!" (Nonza og Columbus)

Endnu en dejlig tur i haven ;o)


31. marts 2009:

Hvalpene nyder deres daglige ture i haven i fulde drag. Efterhånden tør de nu løbe helt ned i den anden ende af haven, og det helt alene!!!

De slås også og leger og snuser og graver lidt. Nogle ting skal lige en tur i munden til nærmere undersøgelse.

Det er dejligt at se hvordan de elsker at bruge deres små kroppe. De hopper og springer og spurter afsted.

Fra nu af og resten af tiden, indtil de rejser ud til nye hjem, har enten Michael eller jeg fri og kan lave langt flere ting med dem hver dag. Det glæder jeg mig til, rigtig meget.

I nat besluttede vi, at det måtte være slut med alle nattemåltiderne, så hvalpene fik lov at die hos Fifi ved 23 tiden og så blev der stillet en skål med opblødt foder ind til dem (just in case). Derefter tog vi Fifi med ind i soveværelset og hun kom først ud til hvalpene i køkkenet igen kl. 6.00, da mit vækkeur ringede. Og helt ærligt, det gik bare fint. Der var ingen skrig og skrål og jeg nød, at få en god nats søvn. Det virkede også som om Fifi bare nød, at få hvilet godt og grundigt :o)
Bastia ser sig opmærksomt om i haven.

Havearbejde.


30. marts 2009:

Michael har haft fri i dag og hvalpene var med i haven, hvor de med stor iver deltog i havearbejdet. Én hel time holdt de den gående for fuld skrue. De er nu MEGET vovede og suser rundt på hele græsplænen og tør endda liste lidt rundt om hjørnet, hvor de hverken kan se mor eller deres søskende.

De samler nu også gerne en gren op og bærer stolt rundt med i munden. Det er tydeligt, at de bliver bedre og bedre koordinerede - også i høj hastighed :o)

Det går ligeledes bedre og bedre på trimmebordet. Alle tager det nu pænt at bliver forsigtigt børstet samt at få kigget i mund, ører og poter. Det skulle gerne gøre det hele lidt lettere for deres nye ejere ;o)

Næste projekt bliver, at få dem vænnet fra modermælken om natten. Mine øjne hænger snart helt nede på kinderne, fordi jeg stadig er oppe én til to gange hver nat, for at lukke Fifi ind til hvalpene og ud igen, når de er færdige med at spise - Fifi vil helst ud igen, når de har spist, jeg tror hun måske er lidt plaget af de små syle, der er ved at komme frem i deres små munde!
To søstre sover sødt i mors seng (Bastia og Saint Florent).

Så er det endelig ved at lykkes...


29. marts 2009.

Hvalpene er nu så småt begyndt, at spise hvalpefoder. Både det, som vi omhyggeligt bløder op i vand, men også det, de stjæler fra Fifis madskål. Det er stadig ikke meget, men interessen er der (se evt. fotosiden) og det kan jo kun gå fremad - jeg var ellers ved at være nervøs for, at hvalpene aldrig ville acceptere andet end modermælk ;o)

I dag har vi haft mange gæster og hvalpene sover nu i en bunke i Fifis kurv, hun må så i stedet ligge på gulvet. Det er skægt at se hvordan hvalpene reagerer på børn, det er somom de "genkender" legegenet og bare straks indlader sig på leg og ballade.

I dag fylder hvalpene 5 uger (som tiden dog flyver afsted!!!) og jeg har igen "klippet" lidt fra Hundeskolen på Netdyredoktor om perioden fra 5 - 7 uger i hvalpenes udvikling:

Mental/fysisk udvikling

Af Lise Lotte Christensen

5 til 7 uger
Social tilpasningsperiode

Hvalpene udvikler indbyrdes selvhævdelse, og finder deres plads i kuldet. Legenes karakter bliver mere voldsomme og hårdhændede, og de udvikler herunder bl.a. dominans og underkastelseslege, som er en del af den sociale tilpasning.

Tæven vil i stigende grad påtage sig førerrollen, hvorunder legen har et mere opdragende formål. Hun kan eksempelvis demonstrere ved at efterlade et kødben midt i flokken. Herefter vil hun typisk afvente en af hvalpenes initiativ til at ville tilegne sig kødbenet. Dette forsøg vil resultere i en øjeblikkelig tilrettevisning. Situationen kan virke hårdhændet, men er væsentlig for hvalpens videre udvikling m.h.t. rangordenen i flokken (familien).

Hvalpens interesse for lugte intensiveres i denne periode, idet den begynder at spise fast føde. Den kan nu træne sin lugtesans, og er faktisk i stand til at søge efter godbidder. Hvalpens interesse for at løbe efter, og bringe byttet  (f.eks. en tennisbold) tilbage til mennesket udvikles i 6 ugers alderen. Hvalpens intensitet i at løbe efter og gribe kan variere meget. Se også træningspas søgeudvikling.

Ører og øjne fungerer nu som de skal, og bevægelserne er nu mere velkoordinerede.

Det er vigtigt for hvalpenes udvikling, at opdrætteren sørger for at hvalpene har spændende ting at undersøge og lege med. De bør endvidere komme udenfor og gå på opdagelse i haven. Hvalpe skal stimuleres som beskrevet ovenfor, for at udvikle sig optimalt.

Columbus traver frejdigt afsted ;o)

Hyggetrolde...


27. marts 2009:

I dag har hvalpene været udenfor, mens det småregnede. Jeg troede, at de måske ville skutte sig lidt, men nej...  regnen gjorde ingen forskel, de små løb rundt og undersøgte ting og sager som de plejer og tog nogle gode lege-slåskampe med hinanden.

De er så store nu, at jeg ikke længere tør bære dem i vores "klap-sammen" kasse, når de skal i haven. Nu bliver de båret to og to.

Deres små tænder er nu også så småt på vej, man kan tydeligt mærke at gummerne klør. Hvalpene vil gerne have at man forsigtigt masserer gummerne og er også mere og mere interesserede i at bide i deres legetøj.
"Der er altid plads til én til"

Udelivet er skønt ;o)


26. marts 2009:

Vi ELSKER bare at være i haven og nu løber vi også gerne ud på græsset. Til gengæld er vi ikke så vilde med at stå stille på trimmebordet. Så den nye taktik bliver nok, at lave "bord seance", når hvalpene er godt trætte og dermed mere rolige - alle kneb gælder :o)


Hvalpene er selvfølgelig i hænderne mange gange dagligt og børnene sidder ofte i hvalpegården og leger med dem. Derudover har hvalpene frit råderum i vores køkkenalrum flere gange dagligt og når dagen går på hæld, så tager vi hvalpene med ind i stuen (én per person) og så sidder vi og kæler og nusser og taler med hvalpene indtil de falder i søvn. Der er ikke noget mere hyggeligt end at sidde med sådan en lille fyr og bare svømme hen over, hvor helt igennem dejlige de er!

I dag måtte vi tage vores personvægt til hjælp, da vi skulle veje Columbus. For vores lille køkkenvægt går kun til 2kg og han er nu oppe over 2kg, som den første (2100 gram). De tre piger følger ham lige i hælene, så det er nok sidste gang, at de er blevet vejet på den lille vægt!
Hvad laver du egentligt med den sorte blinkende kasse? (Saint Florent - kan kendes på den hvide snip på venstre øre).

Vi vokser og vokser ;o)


24. marts 2009:

Ikke alene vokser vi, men vi bliver også meget dygtige. På billedet nedenfor læser vi fx. lektier sammen med Jens og det er bare hyggeligt.

Vi er nu udenfor hver dag for en stund og vi bliver modigere og modigere, vi har også forstået, at man helst skal lave "stort" udenfor - det er alligevel imponerende hvor de ved det fra!

Hvalpene kommer også på trimmebordet hver dag, fra nu af. Så de stille og roligt kan vænne sig til, at blive børstet og kigget i ører, poter, mund osv.
Historien om den "Lillebitte Kone" er hyggelig at få læst op synes Columbus og Bastia, mens Nonza og Saint Florent ligger på den anden side af madrassen.

Forårssol!!


22. marts 2009:

VI HAR VÆRET UDENFOR I SOLEN! Himlen var blå og solen sendte varme stråler, så vi besluttede at lade hvalpene komme ud i haven for en kort bemærkning. De var ude i præcist 15 minutter og de ELSKEDE det. De kunne både løbe og snuse (støvergenet fornægter sig ikke) og skulle også lige bide i et par grene. Det var helt åbenlyst, at de nød hvert minut - kun Fifi blev lidt stresset over at skulle holde styr på dem alle fire, når de drønede afsted mod hvert sit verdenshjørne. Hun prøvede også at lege lidt med et par af hvalpene, men det måtte vi lige sætte en dæmper for, for det var nok lige lidt for vildt for de små fire ugers fødselarer :o)

De var fuldstændig udmattede da vi bar dem ind i hvalpegården igen. Det var helt genialt, at se de små banditter sidde tungt på rumpen, mens de nærmest svejede af træthed. I løbet af 2-3 minutter lå de alle fire og sov i en bunke og det bliver de nok ved med i de næste 2-3 timer.

Når engang de vågner skal de have deres anden ormekur og måske når vi også at få dem på trimmebordet til en forsigtig børstning, neglene blev klippet i aftes. Det er stadig ikke den store succes med hvalpemad, men vi kører på og regner med, at det snart falder i hak med det også :o)
Vi nyder forårssolen for første gang ;o)

Verden er større end hvalpegården!!?


21. marts 2009:

Nu er det lykkedes flere af hvalpene, at kravle op på rampen og de må gerne komme ud på køkkengulvet når vi er hjemme og kan holde øje med dem, men går vi fra dem, må vi nu lukke lågen til hvalpegården i.

Det er imponerende at se, at de allerede er på vej til at blive renlige. Når de fx. vågner, så er det første der sker, at de hopper ned fra madrassen og tisser på aviserne - og der skeles ikke til hvilken avis der anvendes, ALT kan bruges lige fra Skive Folkeblad til Børsen :o)

I morgen, hvor de fylder 4 uger, skal de have deres anden ormekur samt klippet negle igen igen.
Bastia kigger længselsfuldt ud fra hvalpegården!

Vi elsker at lege med Jens og Anna :o)


19. marts 2009:

Alle hvalpene vejer nu mere end 1½ kg og nogle endda noget mere. De er stadig ikke vilde med hvalpemad, men jeg bliver ufortrødent ved med at tilberede det til dem og så slikker de lidt på maden, mens Fifi glæder sig til jeg giver op og giver hende adgang til hvalpegården. Så spiser hun nemlig levningerne med god appetit :o)
Hvalpene elsker når børnene sidder i hvalpegården og leger med dem :o)

Nu bruger vi hele gården!


17. marts 2009:

Da jeg kom hjem i frokostpausen i dag sad nr. 3 udenfor fødekassen og så lidt betuttet ud, men jeg havde forudset det. Så på vejen hjem var jeg lige omkring "Jysk" for at købe en juniormadras til hvalpene. Nu er fødekassen derfor udskiftet med madrassen og hvalpene kan således bevæge sig frit i hele hvalpegården. DET ER EN SUCCES!!

De små øver sig for fuld kraft på at gå og leger, knurrer og bjæffer. Der er virkelig liv og glade dage i hvalpegården og endnu engang forundres man over hvor hurtigt de udvikler sig.

Jeg har lavet en ny side med hvalpefotos, den hedder Hvalpe 3 uger -
og jeg har lagt nogle nye fotos ind på siden i dag, fra i dag!

Så er der åbnet op for hele hvalpegården og det hele skal undersøges nøje. Alle hvalpene klør på med stor nysgerrighed!

Familiebesøg!


15. marts 2009:

I dag har alle hvalpene haft besøg, af deres kommende familier samt deres far og hans familie :o)
Vi synes, at det var rigtig hyggeligt, at alle kunne komme og så endda nogle meget langvejs fra. Tusind tak for det!!

Selv om man har set fotos, så er det altid noget andet, at prøve at holde de små i armene og føle deres bløde, glatte pelse, høre deres lyde etc. Det var også rigtig dejligt, at se Gaucho igen og denne gang var der endnu en petit tilstede, idet én af hvalpene, får en storesøster med i købet, når hun rejser hjem til sin nye familie ;o)

Vi var lidt spændte på hvad Fifi ville sige, til at så mange nye mennesker skulle røre ved hvalpene, men vi blev endnu engang meget imponerede af hende. Hun tog det virkelig flot, opmærksom, men venlig mod alle!

I går fik hvalpene klippet negle for anden gang og jeg prøvede, at servere opblødt hvalpemad for dem - det var de sådan set ligeglade med, men jeg har lige stillet noget til opblødning for lidt siden og vil prøve, at fodre dem individuelt her i aften. Tiden er inde til, at aflaste Fifi lidt og deres tarmsystem er nu udviklet nok til at kunne håndtere lidt mere fast føde. Så i den næste uges tid, vil vi supplere modermælken med hvalpemad én gang om dagen.

Lige nu ligger de små og sover dybt ovenpå oplevelsen, de drømmer og det er tydeligt, at de har mange indtryk, der lige skal bearbejdes i deres små hjerner. Men jeg synes, at alle hvalpene også tog det fint, de var rolige og tillidsfulde og kiggede blot opmærksomt på alle ansigterne. Det tegner godt for fremtiden, synes jeg.


Hvalpene, går nu ind i den udviklingsperiode, der omfatter uge 3 - 5, og om den skriver Lise Lotte Christensen følgende:

Mental/fysisk udvikling

Af Lise Lotte Christensen


3 til 5 uger
Flokprægningsperiode
Hvis hvalpene var født i en hule (som vildhunde eller ulve), ville de komme ud af hulen og møde resten af flokken omkring det 21. døgn. Man kalder denne periode for prægningsfasen, fordi hvalpen bl.a. lærer hvilken art den tilhører. Hvalpen skal således lære, at den tilhører arten hund, men at den også skal accepterer mennesket som en del af dens flok.

I denne periode er det derfor vigtigt at hvalpen, udover kontakt til artsfællerne, også får megen kontakt med venlige mennesker (både børn og voksne). Opdrætteren bør regelmæssigt tage sig enkeltvis af hvalpene. Det vil sige at isolere hvalpen fra den øvrige flok, og bringe den til et sted, hvor man i fred og ro kan koncentrere sig om hvalpen. Nær kropskontakt, berøring, tale og nusse med hvalpen er meget vigtigt, og man kan samtidig undersøge hvalpen.

3 uger gamle. Rødderne er udmattede efter besøg fra deres nye familier og er faldet i søvn i en bunke :o)

Nu kommer vi snart ud!


12. marts 2009:

Det går stærkt lige nu, med hvalpene. De træner alle i at gå og bliver mere og mere opmærksomme med deres sanser. De kan nu følge ting med blikket og reagerer ofte stærkt på, hvis Fifi går hen til kassen. Samtidig bliver der også mere og mere rengøring efter dem og jeg sender mange venlige tanker til de familiemedlemmer, venner og kolleger, der bidrager med posevis af aviser, til det selvsamme formål :o)

Vores egen lille Fanny, dvs. den tæve, som vi selv beholder, er nu blevet meldt til et hold i hvalpemotivation. Det glæder jeg mig allerede meget til, så sker der også lidt for hende, når nu de tre søskende rejser ud i verden på nye eventyr hos deres kommende familier!
Det ser spændende ud, derude i verden - nu kommer vi snart over kanten!!

Verden udvides...


10. marts 2009:

I dag blev første dag i den nye hvalpegård. Fifi nød, at være ude i køkkenet og hvalpene hyggede sig, som altid. Ingen af dem var krøbet over kanten, men nu er de ihvert fald i sikkerhed, hvis - og når - de gør det.

I frokostpausen kørte jeg hjem og fik fodret og luftet Fifi, mens der også blev gjort rent hos de små (skiftet aviser og tæppe). Da jeg kom hjem, lå hele familien fredfyldte i fødekassen, mens de små diede hos deres mor :o)
Radioen spillede, men nok mest til Fifis fornøjelse.
Den nye hvalpegård indvies :o)

Udbryderkonger ???


9. marts 2009:

Hvalpene er nu så småt begyndt, at kigge ud af indgangen til fødekassen og det er kun et spørgsmål om tid, førend den første får sig væltet ud over kanten. Derfor skal hvalpene fra nu af, være i hvalpegården i køkkenet om dagen, så der ikke kan ske dem noget hvis de skulle komme ud af fødekassen.

Michael starter tilbage på arbejde i morgen, men heldigvis arbejder jeg kun 5 min. fra vores hjem, så jeg kører hjem til middag og fodrer Fifi og renser hos hvalpene. Det vil stå på i ca. 2 uger og så holder jeg ferie i nogle uger og påsken kommer jo også belejligt, mens vi har alle hvalpene hjemme. Så det skal nok gå!

De begynder nu, at gå rundt i kassen. Stadig på lidt usikre ben, men de går og det ser bare helt bedårende ud :o)


Nu er de sidste to navne til tæverne på plads, det bliver en Asti og en Fanny (tror jeg nok). Endnu to dejlige navne, nu bliver det bare spændende hvem, der skal hedde hvad!
Jeg sidder lige og ser lidt TV sammen med Jens (Nonza).

2 uger gamle!


8. marts 2009:

Så er der fødselsdag for de små: 2 uger gamle er de i dag og de har det bare fint. Det er helt utroligt hvor store de allerede er og forskellen, bare fra i går, hvad angår deres øjne er helt fantastisk. Allerede i dag er det som om de ser lidt bedre og øjnene er nu helt åbne. Mon sjælen sidder i øjet? Vi føler, at vi pludselig, får en lidt større indsigt i hver enkelt hvalps personlighed og at vi nu, for alvor, skal til at lære dem, at kende, med alt hvad de indeholder.

Vi hører også enkelte bjæf nogle gange mens de sover, det lyder rigtig sødt. I dag har de fået, deres første ormekur, og det gik helt uden problemer. Det er bare lidt pasta, der skal klistres fast på ganen, så sluger de det fint. Fifi skal også have en kur om lidt, men hende skal jeg lige have vejet først. Alle hvalpene ligger nu omkring 1140 gram og har dermed tredoblet deres vægt - det er virkelig flot, hatten af for Fifi!
Smukke Saint Florent, hun var fra start den midste af hvalpene, men er nu ligeså stor som resten af sine søskende!

Et kikhul til verdenen :o)


7. marts 2009:

I dag blev så dagen, hvor de små valgte, at åbne øjnene. Kun en lille sprække, men alligevel, jo en hel ny verden, der åbner sig for dem.

De er alle, rigtig meget, "i hænderne" hos os og bliver kælet og nusset til den store guldmedalje. Det virker som om de nyder det og vi er jo ihvertfald helt vilde med det.

I morgen står den på ormekur, for første gang, det bliver interessant at se, hvad de siger til det!
Hej med jer, siger Columbus.

Dag 11.


4. marts 2009:

I aftes fik hvalpene neglene klippet for første gang. De hygger stadig og vokser fint. Faktisk har tæve nr. 4 i dag tredoblet sin fødselsvægt, som den første. Tommelfinger reglen siger, at hvalpene gerne skal tredoble deres vægt på de to første uger, så det er jo fint og de øvrige tre er godt på vej.

Det er lige op over, at de begynder, at åbne øjnene, så vi venter spændte på, hvornår det sker. Fifi har det også godt, hun spiser, som et tærskeværk og det tror pokker med alt den mælk, hun skal producere. Der er stadig ca. 1½ uge til vi begynder, at tilbyde hvalpene rigtig hvalpefoder, ved siden af modermælken. Vi glæder os til at se, hvad de siger til det!
En sød pige putter sammen med sine søskende (Saint Florent).

Kælepotter!


2. marts 2009:

Hver dag, har vi hver enkelt hvalp oppe og kæle med, mange gange. Vi sørger også for, at det ikke altid, er den samme person, der kæler med den samme hvalp. De skal vænne sig til forskellige lugte og til forskellige personers håndtering. Børn og voksne. Hvalpene falder allerede hurtigt til ro, når vi tager dem op og bare nyder, at blive nusset med :o)

Vi laver rigtig mange aktiviteter i fødestuen: lektielæsning, spiller spil, højtlæsning før sengetid etc. Vi kan næsten altid, finde en grund til, at noget skal foregå ved siden af fødekassen og helst med en hvalp i armene!

Det er altså bare helt overvældende, at se hvor hurtigt de vokser. De vejer alle nu over 700 gram og er faste i kroppen. Mon man kan sætte tiden lidt på stand-by? Anna og jeg blev enige om, at vi nok kommer til at fælde en tåre, når de tre hvalpe, der skal ud til nye familier, rejser væk.

Columbus slapper af hos Anna.

1 uge gamle!


1. marts 2009:

Hvalpene er nu allerede én uge gamle og har det rigtig godt. De har alle taget flot på i vægt og er stærke og sunde. Pigmenten er også ved, at komme frem, på både næser og trædepuder.

Vi har stillet hvalpegården op i køkkenet og der var lige et par steder, der skulle eftermales, nu hvor beslagene er sat på. Jeg tror, at det bliver godt og må vi se, hvornår det bedste tidspunkt bliver, at flytte hvalpene ud i køkkenet. Vi afventer lige og ser tiden an i én eller to uger endnu.

Jeg sover stadig på en madras ved siden af fødekassen i vores gæsteværelse, hvor vi kan holde temperaturen lidt højere end i resten af huset. Desuden har hvalpene konstant en varmedunk i det ene hjørne af fødekassen. Nu hvor Fifi går til og fra, så har de muligheden for, at søge derhen, hvis de har lyst. Helst ligger de dog tæt sammen alle fire og hygger sig.

I dag havde vi endnu et barselsvisit og sandelig om ikke Fifi og hvalpene fik en "mor - barn" buket, blomsterbinderen var blevet tavs et øjeblik, da hendes spørgsmål om hvorvidt, det var blevet en dreng eller en pige, blev besvaret med "En dreng og tre piger" :o) Fantastisk!
Hele banden. Fra venstre: Nonza, Saint Florent, Bastia og Columbus.

Første barselsvisit!


28. februar 2009:

Vi var spændte på i dag, for hvordan mon Fifi ville håndtere, at der kom gæster i huset? (Menneske)børnenes bedsteforældre kom til frokost og skulle selvfølgelig også hilse på hvalpene.

Vi havde slet ikke behøvet bekymre os, Fifi var fuldstændig afslappet og virkede nærmest stolt over, at vise sine hvalpe frem :o) Hun forlader dem nu oftere og oftere for en kort stund og kommer ud til os i køkkenet, hviler måske lidt i sofaen eller trisser bare rundt og vil kæles med. Og så ind til hvalpene igen!

To af hvalpene har allerede fordoblet deres fødselsvægt, så det er jo "før tid", men de er også nogle små slughalse og heldigvis har Fifi, jo åbenbart, masser af mælk. Det er dejligt at vide!

Det var skægt, at se, hvordan sådan nogle små hvalpe bare appelerer bredt. Alle bedsteforældrene smeltede også bare fuldstændigt, man kan simpelthen ikke lade være med, at smile, når man ser sådan nogle små trolde :o)
Dag 7. Smukke blomster, i en fin barselsbuket!

Fifi er ved at være lidt ovenpå igen ;o)


27. februar 2009:

Fifi er nu begyndt, ikke blot, at forlade fødekassen, men også fødestuen engang i mellem - kun ganske kort, men det er dejligt at se. I dag havde jeg hende også på en 10 min. tur rundt i kvarteret og det nød hun bare i fulde drag, kunne man se!

Hvalpene har det rigtig godt, de vejer alle fire over 500 gram og det kan nu heller ikke undre, for de spiser og sover stadigvæk hele døgnet væk. De ser rigtig flotte og velnærede ud, med strålende blanke pelse og fine rene navler etc.

To af hvalpenes fremtidige navne er allerede på plads. Den lille storebror, hedder nu Columbus og den ene af tæverne skal hedde Mille. Det er nogle rigtig fine navne synes vi :o)
Fifi ser ikke helt så træt ud mere og virker meget friskere ;o)

Endnu en dag ældre.


25. februar 2009:

Fifi begynder nu, at have lidt overskud til også at hilse på sin menneskefamilie - og det er dejligt :o) Hun siger selv til nu, når hun vil ud, vi må ikke længere bære hende ud af kurven. Jeg ser det som et tegn på, at hun er ved at være helt tryg i moderrollen, som hun fortsat passer med stor ildhu og kærlighed. De små hvalpe bliver passet og plejet i alle ender og kanter.
Her Columbus´ små poter, der stikker lige op i vejret, mens han får sig en lur blandt sine søstre.

Dag 3.


24. februar 2009:

Hvalpene trives fint og vokser flot, de har nu taget mellem 65 gram og 90 gram på ialt. De ser bare så veltilfredse og skønne ud. Vi begynder også, at se visse præferencer hos dem. Eksempelvis finder vi ofte de tre tæver, der hænger ud i baren, mens hannen (som vi kalder Carl, indtil hans nye familie har bestemt sig for et navn til ham) slænger sig ved den bageste mælkekirtel, alt imens han ligger lunt og godt mellem sin mors bagben :o)

Alle tre hvalpe, der skal rejse til nye familier, er nu reserverede og vi glæder os til de nye familier kommer til "Hvalpetræf" om nogle uger. Gauchos familie kommer også, sammen med Gaucho, så hvalpenes nye familier også kan få lejlighed til, at hilse på ham, og hans søde familie.

I dag er jeg så småt startet tilbage på arbejde, mens Michael stadig hygger sig herhjemme med både de store og de små børn. Om nogle uger, er det så mig, der overtager barselstjansen og tror I lige jeg glæder mig... Yeps :o)


Vi vil også gerne sige tusind tak for alle de søde hilsner vi har modtaget i anledning af hvalpenes fødsel, de har alle glædet os meget!

På Netdyredokter findes "Hundeskolen" af Lise Lotte Christensen, der skriver hun blandt andet om hvalpens udvikling, og om uge 0 - 3 skriver hun:

0 til 3 uger
Fødsel- og sanseudviklingsperiode

Forudsat en normal hvalpefødsel, skal tæven have ro og lov til selv at passe sine hvalpe. Hvalpene vil hovedsagelig die, sove og holde sig varme. Nærkontakt til de øvrige søskende, og ikke mindst deres mor, er af vital betydning for hvalpene. Opdrætteren bør sidst i perioden tage hvalpene op og håndtere dem dagligt. 

Centralnervesystemet er i de første par uger nærmest i dvale, men hvalpene er dog modtagelige for visse informationer, herunder tævens sindsstemning: uro, frygt og aggressivitet. Hvalpene reagerer på kulde, varme, og de kan regulere deres kropstemperatur ved eksempelvis at søge varme hos deres søskende og tæven. Tæven stimulerer (i den første tid) hvalpene til urinering og afføring ved at slikke dem bagi. Øjnene åbnes efter 10-14 dage, men synet er dårligt de første uger. Hvalpene kan lugte, høre og begynder at kravle for sidst i perioden at kunne gå.

Det er vigtigt, at hvalpen selv får lov til at søge og arbejde sig frem til tævens dievorter. Et vellykket resultat er meget udviklende for hvalpen og danner grundlag for et rationelt søg. Byggestenene til søgeudviklingen er hermed skabt.

Der kysses og nusses :o)

Dag 2!


23. februar 2009:

Kl. 23.00:

Så er det ved, at være sengetid. Jeg glæder mig allerede til, at ligge og lytte til hvalpenes små lyde :o)

Vi har lige udfyldt papirerne til Dansk Kennel Klub vedrørende stambogsføring og vi kan nu præsentere vores KORSIKA KULD:

Vicinato Calvi (han)
Vicinato Saint Florent (tæve)
Vicinato Nonza (tæve)
Vicinato Bastia (tæve)

Alle er opkaldt efter Korsikanske byer. De nye ejere kan selvfølgelig frit vælge hvad deres hvalp skal kaldes i dagligdagen :o)

Kl. 17.25:

Hvalpenes anden dag er ved at være til ende og de har spist, sovet og hygget sig, som små hvalpe bør :o)
Anna og Jens blev hentet til middag, da skolen var slut og har kælet med de små og hjulpet til med rengøring af fødekassen og fodring af Fifi. Vi havde tilbudt børnene, at de måtte blive hjemme i dag, fordi de stadig var lidt mærkede af de natlige oplevelser, da hvalpene blev født. Men NEJ, de VILLE i skole og fortælle alle vennerne om de små hvalpe!
Jeg har sat yderligere 5 fotos ind på fotosiden. De små fyrer, er virkelig nogle tidsrøvere. Man sætter sig lige et par minutter, for at nyde synet i fødekassen, og næste gang man kigger på uret, så er der let gået en time. Det er simpelthen fantastisk og vi går bare rundt i en lykkerus og glæder os over alle deres små lyde, lugte og bare deres blotte tilstedeværelse ;o)

Kl. 12.15:

Første nat er gået rigtig godt. Fifi har vist sig, som en helt fantastisk mor, der virkelig er seriøs med opgaven. Jeg må bærer hende ud af fødekassen og nærmest tvinge hende ud i haven, for at gøre sig ren. Og som Michael tidligere bemærkede, efter at han havde været ude i et ærinde: "Hvor er den lille buskede velkomstkomité, der plejer, at tage imod?". Hun har ikke tid til os, og sådan er det bare. De små hvalpe kommer først.

Vi tilbyder hende gode måltider, på sengen, ca. 5-6 gange dagligt og vand ad libitum, for nu skal der jo produceres mælk til de små. Og de holder sig sandelig ikke tilbage, de har allerede taget mellem 20 og 55 gram på, siden fødslen. Der er en tommelfinger regel om, at hvalpe helst skal fordoble deres vægt, i den første leveuge, så det bliver spændende om de kan leve op til det!

Jeg har lagt yderligere to fotos ind på hvalpefotosiden og vil se om jeg ikke kan få taget nogle "portræt" billeder, af hver enkelte hvalps ansigt senere i dag. Det er jo med, at passe det ind med Fifis ture i haven, så hun ikke bliver unødig stresset.

Alt i alt, er der stor lykke i den lille hjem. Kun en torn er der i paradis, og det er det faktum, at der jo desværre, er nogle håbefulde hvalpekøbere, der ikke kan få en hvalp fra dette kuld. Det piner mig rigtig meget, at skulle give den besked til de pågældende familier. Pt. er jeg ved, at opnå endelig bekræftigelse, fra de der har været heldige og så kommer, der hurtigst muligt besked til de, der ikke får en hvalp fra dette kuld.
4 små vidundere (to ligger ovenpå en tredje) :o)

Fødselsdag!


22. februar 2009:

Kl. 18:

Tre flotte tæver og en stor, stærk han blev det til. Kendte Karl (som Anna øjeblikkeligt døbte hannen) er storebror til de tre piger - "og det må godt nok være hårdt, at være storebror, til så mange" mente Anna :o)
Karl blev født kl. 23.30 og vejede ved fødslen 340 gram, så han har fødselsdag dagen før sine søstre.

En halv time senere, kom Fie, der vejede 325 gram. Derefter gik der l a n g tid, inden den anden tæve meldte sin ankomst, og jeg måtte fungere, som fødselshjælper. Hun er en ordentlig kleppert på 385 gram og hun fik, det meget foreløbige, navn Berta.

Sidste tæve lod vente på sig og jeg blev lidt nervøs, for om hun ville komme ud, ved egen hjælp. Jeg havde givet et vestimulerende middel, men syntes ikke, at Fifis veer var gode nok, så jeg kørte omkring den vagthavende dyrlæge og der kunne vi give mere oxytocin direkte i venen (jeg var selv løbet tør for kanyler). Det satte skub i tingene og ud kom tæve nr. 3, hun var både den sidste og den mindste: 274 gram (hvilket slet ikke er så ringe endda!).

Alt i alt en flot førstegangs fødsel og lige nu ånder alt fred og idyl i fødekassen, hvor Fifi nyder et velfortjent hvil, mens de små guffer i sig, det bedste de har lært.

Jeg oploader nogle fotos, af de små guldklumper, på en side, som jeg (ganske fantasifuldt) kalder  "Hvalpefotos" - se menuen til venstre ;o)

Kl. 14:

Fire små dejlige hvalpe ligger nu og dier hos Fifi. De er alle skønne, store, stærke og fuldendte. Det hele er gået godt, men vi har været vågne hele natten (den første blev født i nat kl. 23.30 og den sidste her til formiddag kl. 11.45) og derfor vil vi sove lidt og så vender jeg tilbage med beretningen samt nogle flere fotos :o)
Det kulinariske er allerede i høj kurs ;o)

Og vi venter ;0)


21. februar 2009:

19.45:

Jeg er holdt med, at måle Fifis temperatur, for nu er hun helt tydelig i opblokningsfasen, der er optakten til fødslen. Hun halser det meste af tiden, sitrer ind imellem og klager sig lidt nogle gange. Hun har været i haven et utal af gange, for at gøre sig ren og har også kastet op en enkelt gang. Alt dette er helt normalt og jeg tror på hvalpe i løbet af de næste 24 timer. Hun vandrer hvileløst rundt en stor del af tiden, men hviler sig så kortvarigt i fødekassen eller én af sine andre kurve.

Børnene har svært ved at falde i søvn, for vi har lovet at vække dem, hvis hun føder i nat, så de kan få lov at være med.

Sneen står ned i store mængder, så jeg håber ikke, at vi får brug for assistance udefra, det er ikke det bedste føre, men hvorfor skulle vi også det :o)

Kl. 12.00:

Fifis temperatur er nu 37,1 grader C og hun er så småt begyndt, at gå og puste lidt. Forventeligt så føder hun indenfor de næste 36 - 48 timer!!! Har klippet Fifi omkring dievorterne, så de små kan komme til, at spise uden, at få alt for meget hår i maden. Hold fast hvor er det spændende, jeg skriver mere, når der er nyt - måske endda lidt før ;o)

Kl. 7.45:

Fifi har haft en urolig nat. Skraber nu, med jævne mellemrum, i underlaget i fødekassen og går hvileløst rundt, afbrudt af et par timers søvn. Skal også ud flere gange om natten. Hun kommer kun ud i snor om natten, af skræk for, at hun skal føde under en busk i haven. Så det er et ømt syn med mig i morgenkåbe og hjemmesko i frostvejr i haven :o)

Hendes temperatur er 37.5 grader C, hvilket den også var i aftes. Jeg forventer egentlig, at den kommer ned under 37, og gerne et stykke under, men nu må vi se. Fifi får også et kalktilskud nu - og har fået de sidste par dage. Dette for at forebygge kalkmangel i forbindelse med fødslen og ved starten af diegivningsperioden.

Det viste sig, at vores luftmadras var blevet utæt, men min kollega var en ven i nøden og forærede mig en skummadras, som ellers skulle have været smidt ud. Så jeg har sovet fint ved Fifis side i nat. Hun er heldigvis godt tilfreds med sin fødekasse. Når vi ikke kan finde hende, så er et godt gæt, at lede på gæsteværelset i fødekassen. Så ligger den lille hund og troner dér!

Jeg skriver mere senere, for nu er der bestemt ikke længe til :o)

Nu tæller vi ned...


19. februar 2009:

Fødselsdagen i går gik rigtig fint og Fifi holdt sig i ro på vores kontor, så hun undgik, at blive stresset af alle de mange dejlige unger ;o)

Fifi er nu ved at blive hængebuget og hendes livvidde er vokset med i alt 19cm. Hun har taget ca. 3 kg på. Er stadig glad og fro. I dag er jeg begyndt at måle hendes temperatur,  og hvis hun følger den almindelige standard for drægtige hunde, så vil hendes temperatur falde ca. 1 grad et døgns tid før fødslen.

Gæsteværelset er omdannet til fødestue og sandsynligvis, begynder jeg at sove derinde sammen med hende, fra i aften. Bare så hønemoderen kan holde godt øje :0)
Nu må der gerne snart ske noget!

Én uge tilbage....


17. februar 2009:

Fifi går nu ind i den niende og sidste uge af sin drægtighed. Hun har det stadig rigtig godt og der er masser af liv i hendes bug. Livvidden er nu tiltaget med 16cm i alt. Appetitten er ok, fødekassen er på plads og vi er alle klar. I morgen fejrer vi Annas 7 års fødselsdag og derefter, så står der HVALPE på programmet i de næste mange uger. Vi GLÆDER os fantastisk meget.

Umiddelbart inden Fifi blev parret med Gaucho fik hun en ormekur. Den kur vi har valgt er en 3 dages kur og hidtil har man givet den drægtige tæve endnu en ormekur ca. 2 uger før forventet fødsel. Men der er kommet ny forskning, der viser, at ormene frigives fra tævens væv til mælken ca. 3 dage før fødslen og at det derfor er på dette tidspunkt at man skal give ormekur. Kuren er som sagt en tredages kur (der findes flere forskellige at vælge imellem), så vi starter i morgen for at kunne afslutte kuren i tide.

Netdyredoktor skriver om den sidste uge:

9. uge:
Den sidste uge af drægtigheden forbereder tæven sig til fødslen. Hun bliver mere stille og interesserer sig ikke så meget for at lege, og kan være mindre social end normalt.

De sidste 2-3 døgn før fødslen bør man reducere fodermængden med 30-40 %, og i det sidste døgn før selve fødslen vil tæven normalt ikke æde.

Fra ca. 60. dagen kan fosteret overleve uden for livmoderen .

Tæven bør senest en uge før fødsel introduceres til egnet fødested , allerbedst en velindrettet fødekasse. Her vil hun kunne udfolde noget af den naturlige redebygning, som mange tæver udfører 2-4 døgn før fødslen. Det består i at samle klude sammen og eventuelt flænse og grave i fødekassens bund.

Fødekassen er accepteret :o)


15. februar 2009:

I aftes fik vi stillet fødekassen op til Fifi. Vi fandt en gammel juniordyne fra børnene og fik lagt et betræk på, så der er dejligt blødt i kassen. Når fødslen nærmer sig, skal vi selvfølgelig have aviser i kassen, men indtil da, har vi bare prøvet at gøre den lækker og indbydende for Fifi. Af billederne nedenfor, tror jeg også at det fremgår, at hun har taget den til sig ;o)

Der er også lige et foto af et lidt træt ansigt samt en lille hund, der nyder at ligge "i arm" i sofaen! Alt er stadig vel og vi venter med anstand, men med en efterhånden næsten ubærlig spænding!


Hov, jeg glemte at fortælle, at i aftes, da Fifi lå i arm på sofaen. Da holdt både Michael og jeg vores hænder på Fifis mave og pludselig kunne vi begge mærke, at det rumsterede derinde. Det er jo bare helt fantastisk, tænk at få lov at opleve livet opstå på den måde. Man kan godt blive helt rørt :o)
Uhm.. her ligger man vel nok dejligt og kan vise sin flotte mave frem!

Livsnyderen Fifi.

"Jeg elsker at ligge i arm"

En vordende mor!

"Må jeg godt sove nu?"

Klokken slår, tiden går....


13. februar 2009:

Det er ikke det helt vilde der er sket i de sidste dage. Fifi vokser støt og roligt, hendes livvidde er nu tiltaget med 13 cm ialt. Hun ser godt ud synes jeg og er også glad og fro. Hun har det stadig med at få det for varmt og vi har bemærket, at når vi lukker hende ud i haven i frostvejret, så bliver hun længere ude end hun plejer. Det er som om, at kulden gør hende godt.

Hvalpegården er nu færdigmalet og skal nu lige hærde. Michael samler den først efter på onsdag, for da får vi invasion af 20 børn, idet Anna skal have hele klassen til fødselsdag. Vi kan heldigvis lukke Fifi væk, mens alle børnene er der, så hun ikke bliver helt udmattet af alt den larm, der helt sikkert følger med sådan en børnefødselsdag.

I denne weekend skal vi have gjort vores gæsteværelse klar med fødekasse og det hele, så vi er parate til den forestående fødsel. Jeg har en helt kasse med gummihandsker, glidecreme, håndklæder, pean og snor til navlestrengene, oxytocin til at få livmoderen til at trække sig sammen efter fødslen etc. etc. I går fandt jeg også nogle særlige hvalpehalsbånd til hvalpekuld. De har forskellige farver (så man kan kende hvalpene fra hinanden) og så har de en sikkerhedslås, så de springer op hvis hvalpene skulle hænge fast i noget.

Vi har erfaret, at vi ikke er de eneste, der spændte følger med i Fifis udvikling og vi vil gerne sige mange tak for alle de søde hilsner vi har modtaget fra nær og fjern, de glæder os meget :o)

2 uger tilbage :o)


10. februar 2009:

To uger tilbage og Fifi er still going strong. Hun er glad som altid, men er ved at være noget gumpetung, når hun skal op i sofaen.

Jeg ved ikke om hunde tillægger sig særlige spisevaner under drægtigheden, men Fifi har tydeligvis en stor appetit, men spiser altså helst kun sin mad, hvis den er blandet med en skefuld leverpostej, kødsovs eller lignenede. Hvis den så også lige kommer 15s i  mikrobølgeovnen, så er det store smil fremme!

Hvalpegården er ved at være færdig, jeg mangler kun at give den 2 lag maling på den ene side og så kan den stå og hærde i en 3-4 uger, inden hvalpene er store nok til at flytte ind.
Jeg maler med højglansmaling, så den bliver både pæn og, i særdeleshed, rengøringsvenlig. Sådan nogle små røvere kan sikkert godt være mestre i at svine til, så det er med at være beredt :o)

Lige endnu et klip fra netdyredoktor om den ottende uge, som Fifi jo går ind i, i dag:

8. uge:
Fosteret er færdigdannet og kan nu føles, og til tider kan fostrenes hjerteslag høres.

Tæven er nu nærmest besværet af sin vægt og sit omfang og skal i denne periode vænnes til sin fødekasse. Mælkekirtlerne  er spændte og fulde af mælk.

Sikken en udvikling....


6. februar 2009:

SÅ er jeg endelig hjemme igen og det var fantastisk at se familien. Lille Fifi er knapt så lille mere, hun er vokset ialt 9 cm i livvidde og har nu en rigtig fin og tyk mave (nedenfor et par fotos af den) og så får hun det bare hurtigt rigtig varmt. Det er dejligt at sidde oppe, men i løbet af nul komma fem, så puster og stønner hun, mens tungen hænger nede på brystet!

Appetitten er glubbende og humøret heldigvis stadig højt, selv om man godt kan se, at det bliver sværere og sværere at finde hvile og hun sover ikke længere helt så godt om natten, der er vist lidt for megen uro i maven, synes hun.

Alt er som det skal være og nu er der ikke så længe igen!
Michael har gjort hvalpegården klar og den ser rigtig super ud, så nu må jeg i gang med malerpenslen, så den kan være klar, når hvalpene bliver et par uger gamle :o)

Anna og jeg har igen forsøgt at måle Fifi over ryggen med tommestokken og hun er vokset yderligere 2 cm, der er stadig talje, men den skal nok nå at forsvinde inden fødslen.
2 cm er Fifi vokset!

Flot mavse!

De små hvalpe vokser og fylder mere og mere :o)

Pyha, hvem steger hanekyllinger?

Jeg har det så varmt så varmt!

En lille gravid hund...


2. februar 2009:

I morgen starter den syvende drægtighedsuge og jeg har, endnu engang, klippet lidt fra netdyredoktor:

7. uge:
I løbet af denne uge vil kropsbehåring vokse ud, og farvemarkeringen vil kunne ses.

Poterne og trædepuderne er efterhånden færdigdannede.

Fosteret ligner nu den færdige hvalp, men kan ikke overleve uden for livmoderen.

Fra dette tidspunkt  er det egentlig kun størrelsen, der øges.

Det er nu for første gang i drægtigheden muligt at se fosterbevægelser.

Tævens bug er i de fleste tilfælde tydeligt forøget, og mælkeproduktionen er  begyndt.

Fifi er stadig glad og spiser godt. Jeg er bortrejst hele uge, men meldingen derhjemme fra er, at alt er vel og, at Fifi passer sit faste job, med at holde øje med naboerne. Hun har nemlig en udkigspost fra vores sofa i køkkenet, hvorfra hun har overblik over vores vej :0)

Vores næste projekt er, at få lavet den hvalpegård, hvor hvalpene skal bo i vores køkkenalrum. Der skal de opholde sig, når vi ikke lige kan være hos dem, så vi ikke behøver være bange for at de forgriber sig på ledninger etc.

Det er meningen, at de skal flytte derind, når de er ca. 2 uger gamle. De første par uger skal de bo i vores gæsteværelse sammen med Fifi og jeg, der kan vi nemlig bedre skrue godt op for varmen og i øvrigt holde døren lukket, hvis Fifi har brug for lidt ro, mens hun vænner sig til morrollen!

Jeg er meget spændt på at se hvor meget hun er vokset, når jeg ser hende igen ved ugens slutning. Heldigvis behøver jeg ikke bekymre mig om hende, da hun jo er i de bedste hænder. Michael har nemlig orlov og de to hænger snart sammen som ærtehalm, det er dejligt at høre at alle trives i det lille hjem.

Den søde ventetid :o)


31. januar 2009:

Fifi er nu circa 2/3 henne i sin drægtighed og har det stadig fint. Men uden at jeg kan sætte en finger præcist på hvad det er, så virker hun en lille smule mere velovervejet i sine bevægelser og er knapt så "hovedet under armen" agtig når vi er i skoven. Stadig meget aktiv og fuld af vigør, og så alligevel...

Jeg har sat nogle fotos ind nedenfor. Blandt andet ét hvor hun ligger på sofaen og bare ser rigtig træt ud i øjnene. Så det er et lille tegn på at der sker en hel masse med hendes lille krop og der er sandelig gang i væksten indeni. Vi kan nu mærke en tydelig fylde i bughulen, den er helt fast og man kan føle at huden bliver mere og mere "spændt". Samtidig er hun vokset ca. 3 cm i livvidde.

Alt er derfor som det skal være, lige efter bogen, og nu er der kun 3 uger til hvalpene kommer :o)

Jeg er så træt!

En lille rund mave ;o)

Anna holder Fifis forben oppe i luften, så vi rigtig kan se den fine gravide mave!

Dejligt at komme ud!

Tur ved Fussingø.

Også andre dyr i skoven.

Her en fin svanemor, der kom forbi med sine voksne unger!

Alt stadig vel..


27. januar 2009:

Fifi går nu ind i 6 drægtighedsuge og har det fortsat godt. Så småt begynder vi at kunne ane at hendes mælkekirtler bliver større. Af og til skal hun nu ud i haven med kort varsel, kommer gerne og "henter" os rundt om i huset og står så og tripper, mens hun har et meget sigende udtryk i ansigtet. Måske er det de små røvere, der klemmer på blæren og måske er det blot hormonbetinget på dette tidspunkt, men stærkt skal det gå og det er flot at hun siger til.

Netdyredoktor siger om den sjette uge:

6 uge:
Øreflipper og øjenlåg vokser og dækker i slutningen af ugen henholdsvis øregang og øjne.  De ydre kønsorganer begynder at forandre sig i retning af han- og hunkønsorganer.

I starten af ugen adskilles tæerne helt, og i slutningen af ugen vil kløerne blive dannet. Følehår begynder at vokse ud af de anlæg, der blev dannet ugen før.

Tarmsystemet forlader navlestrengen og befinder sig nu i den endelig placering i bughulen.

Hos tæven ses en svag rosafarvning af dievorterne, og afhængig af antallet af hvalpe i livmoderen vil bugen tiltage en lille smule i omfang.

Begyndende graviditetstegn!


24. januar 2009:

Fifi har, som tidligere nævnt, tilegnet sig visse privilegier her mens hun er drægtig. Blandt andet har hun nu fast plads i sofaerne i stuen. Og det bedste er hvis Michael og jeg om aftenen tager vores dyner med ind og ser en god film i stuen, så springer hun med den største selvfølgelighed op og ligger sig godt tilrette ovenpå dynen. Nedenfor et foto, hvor hun hviler sig hos Michael, med hovedet på hans bærbare PC´er!

Der begynder også for alvor at være mere håndfaste og synlige tegn på Fifis drægtighed. Nu er hendes dievorter helt lyserøde og større og mere strittende, end normalt. Det er ret tydeligt at se, også fordi hun jo blev klippet på maven dengang hun skulle scannes.
Fifi hygger i sofaen!

Nu er der kun 1 måned til termin...

Uge 5

22. januar 2009:

Fifi´s appetit er nu ved at blive bedre og hendes søvnbehov er stigende. Hun er også knapt så rastløs, som hun har været og kan nu ligge sammenrullet i den ene ende af sofaen i to timer, for så at strække sig og gabe højt, hvorpå hun går hen i den anden ende af sofaen og sover to timer mere :o)

Herunder endnu et klip fra Netdyredoktor.dk omkring fosterudviklingen på dette tidspunkt i drægtigheden:

5. uge:
I denne uge formes øjenlågene, og følehårene på overlæben og over øjnene anlægges.

Øreflippen vokser, så den næsten dækker over anlægget til øregangen. Fem par dievorter med tilhørende mælkekirtler, samt de ydre kønsorganer begynder deres udvikling.

I løbet af denne uge vil fosterets poter begynde at forme det, der senere bliver til trædepuder og tæer. Omkring dag 33 lukker ganen, så efter denne dato kan ganespalte ikke opstå. I det hele taget er den mest risikofyldte tid, hvor kemikalier og andre stoffer kan skade fosteret, nu overstået. Her begynder også dannelsen af tarmsystemet, som på dette stadium endnu befinder sig i navlestrengen.

Drægtigheden kan nu ikke længere føles, men ultralydsscanning er den mest anvendelige metode fra nu af og indtil fosteret kan påvises med røntgen billeder.

Tæven vil muligvis først nu vise de første tegn på drægtighed ved en ændret adfærd, men bugen har endnu ikke ændret facon.

Fifi har det godt!


20. januar 2009

Fifi har det rigtig fint med sin drægtighed. Appetitten er ikke så stor, men det er ret almindeligt på dette stadie. I hjemmet er hun noget roligere end normalt og hænger os lidt i "skørterne", men på gåture er hun ligeså fuld af fup og fiduser, som hun plejer. Selv om vi kan begynde at fornemme, at hun lidt lettere bliver forpustet end før hun blev drægtig :o)

Jeg har prøvet at tage et foto af hende, hvor Jens holder hovedet og Anna en tommestok hen over ryggen lige bag ribbenene, målet er pt. ca. 12 cm. Jeg ved ikke om der kommer en tydelig forskel, men nu prøver vi at følge hende i den sidste del af drægtigheden.

Fifi er også begyndt at sidde med knæene ud til siderne, når hun sidder og slapper af, som for at få bedre plads til maven - det ser rigtig sødt ud og jeg vil prøve at få et foto af det en af dagene.

Michael har orlov og går derfor hjemme hos hende og Fifi er ved at have ham godt opdraget, der falder lidt godt af hver dag: andesteg, leverpostej og pølse. Men det er kun som godbidder, da det jo er super vigtigt at hun får en god ernæring, så hvalpene kan vokse sig flotte og store og sunde. Derfor er Fifi også begyndt på at spise et særligt foder, der er designet til drægtige og diegivende tæver. Det skal hun fortsætte med helt indtil hvalpene flytter hjemmefra, det er fyldt med god næring og masser af energi og vitaminer og mineraler, i lige præcis de rigtige forhold til sådan en lille vordende mor :o)


Fostrene er jo ca. 4 uger gamle nu og så har jeg klippet følgende fra Netdyredoktor.dk omkring fostrenes udvikling:
"Man kan nu tydeligt skelne for- og bagben. Øreflipperne er synlige som en lille fold og ører og øjne bliver dannet i denne uge". Det er skægt at tænke på, at det ikke varer mange dage førend de er fuldt dannede og så er der blot tilbage at vokse i størrelse indtil de er klar til at blive født.
De små ønskehvalpe :o)
Fifi slank og fin og knap halvvejs henne i drægtigheden.

Vi glæder os, nu er det sikkert at der er hvalpe i vente :o)


16. januar 2009:
 
I dag har vi fået Fifi ultralydsscannet og det er med stor glæde at vi kan konstatere, at der er et fint middelstort kuld på vej. Alle fosterblærerne var helt perfekte og præcist lige store og desuden var der de fineste hjerteblink på alle fostrene (hvilket betyder at de alle er levende).

Vi er simpelthen så glade og kan dårligt vente til de små ankommer, det bliver bare utrolig spændende og en kæmpe oplevelse.

Se Gaucho, som er den skønne han vi har valgt til Fifi, her nedenfor.
Se evt. flere fotos af Gaucho på vores nyhedsside under den 25. december 2008.


Her er Gaucho lige blevet trimmet!

Gaucho og Fifi.

Fifi og Gaucho parrede juleaften og 1. juledag og her hænger de sammen efter parring :o)

Gaucho!


Vi har valgt en dejlig han til Fifi.

Han hedder Gaucho Mirror Of Soul og er en skøn hund. Glad og frejdig og bor hos en familie med 2 børn.

Vi havde ham boende i et par dage i forbindelse med parringen og det var første gang at Michael og børnene mødte Gaucho. De blev også straks helt forelskede i ham, han er den totale charmetrold og et lille livsstykke - vi synes at han er det perfekte match til Fifi.

Gaucho har gjort det rigtig godt på udstilling og er en rigtig god repræsentant for racen.

Han er desuden øjenundersøgt og fundet fri for arvelige øjensygdomme, ydermere vil afkom efter ham og Fifi give et kuld med en særdeles lav indavlskoefficient (hvilket betyder at der ikke er indavl ved denne kombination).

Gaucho er af fremragende afstamning og de kommende hvalpes stamtræ vil se således ud:

 

 Hvalp

Gaucho Mirror of Soul

DKCH DECH
Monkhams Hash Brown 

DKCH, GBCH 
Monkhams Brimstone 

Monkhams Cafe Au Lait 

Bijou Morror Of Soul 

Umar 

Indschi Vom Esculap 

Petit Heroes AlbertaNumber One

 

DKCH KBHV03 INTCH KLBCH Vet. VV08

Vickys Ekstra Vagance

 

Chouan Kid Galahad

DKCH VV96 Vickys Absolute Me

Soletrader Miss Moneypenny

 

GBCH KCSB Willowbrae As You Like It

GBCH KCSB Afterglow Penelope Pitstop













Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE